Dansk Sejlunion



28. juli 2012 22:35 af Hans Natorp

OL - Sejlsport for alle

OL2012 ,

Jeg sidder i TORM Meeting Point, hvor alt er ved at være klar til ’dag 1’ i morgen – den første konkurrencedag for vores OL-hold her i Weymouth.

Her summer af aktivitet og forventning. TORM Meeting Point er knudepunkt i det store logistik setup, hvor sejlere, presse, gæster, sponsorer, supportere og alle med interesse for det danske OL-hold mødes.

Ligesom OL-holdet, er holdet omkring TORM Meeting Point en effektiv enhed, hvor alle ved, at den fælles indsats er det bedste udgangspunkt for en god præstation.

Ja - vi er til OL, som fylder rigtigt meget i den kommende tid! Og hvad har det med mig som ikke-elite sejler at gøre, kan jeg spørge mig selv om…?

Samarbejde

Set fra min plads er svaret enkelt. Jeg lader mig inspirere af den velkoordinerede indsats, som bliver leveret af holdet omkring TORM Meeting Point, og jeg begejstres af OL-holdets fokus og dedikerede indsats for at blive bedre, bedre og bedre…

Den inspiration kan jeg bruge til at gøre min egen sejlads bedre. Uanset hvilken fase vores sejlsportsliv er i, har vi altid en drivkraft, hvor vi gerne vil gøre vores sejlads bedre. Vi kan alle altid blive bedre sejlere - OL-sejlerne viser det for os, de viser os 'best practice' og giver os inspiration til vores egen udvikling som kapsejlere, tursejlere, weekendsejlere, havsejlere, aftenmatchsejlere - sejlere…

Sejlerfokus

Hele holdet omkring OL leverer sejlport direkte ud til dig og mig. Vi kan følge vores OL-sejlere og komme tæt på deres forberedelser, deres samarbejde og deres præstationer. Vi kommer tæt på alle op- og nedture og evalueringen af resultaterne. Vi får del i de erfaringer, som de gør sig, og vi er med til at høste frugterne af OL-holdets resultater.

OL og vores OL-hold er med til at gøre sejlsporten bedre for dig og mig…

Følg sejlerne til OL på sejlsport.dk/OL og lad dig inspirere og begejstre - det er Sejlerfokus!

Med sejlerhilsen

Hans Natorp
DS Formand