Harboe Cup for 53. gang

300 sejlere er klar årets Harboe Cup, der er en del af Dansk Sejlunions Grandprixserie. Stævnet er det sidste store jollestævne i år.

Senest ajourført d. 22. september 2023

Skælskør Amatør-Sejlklub arrangerer igen i år Harboe Cup / Dansk Sejlunion Grandprix for en lang række jolleklasser. Det bliver som sædvanligt et stort jollestævne, hvor der vil være deltagelse af 12 forskellige jolleklasser.

Fra de yngste på 9-10 år i Optimist C rækken til de ældste i Europe og ILCA- klasserne, kommer der igen ca. 300 sejlere + forældre, trænere og tilskuere til Skælskør i weekenden den 23.-24. september.

Resultater

Følg stævnet og resultater her

Stævnet er specielt, fordi det både er et stort stævne - altid blandt de to største jollestævner i Danmark - og fordi det ofte er afslutningsstævnet for fleste sejlere.

Stævneleder Claus Møller Christensen glæder sig til at kunne byde velkommen til den 53. udgave af stævnet:

– Vejrudsigten ser ganske fornuftig ud af en efterårsweekend at være, så der er rig mulighed for en masse gode sejladser. Det glæder vi os til, særligt set i lyset af sidste år, hvor vinden helt udeblev, siger han.

Tre sejlområder

Der sejles på Skælskør Nor, Fjord og ud for Kobæk Strand, og der vil være rig mulighed for at se jollerne sejle eller blive klargjort før og efter sejladserne.

Oplevelsen for sejlerne ved Kobæk Strand og Skælskør Nor er speciel, fordi de normalt sejler ud fra en havn. I en havn kan de søsætte jollen ved en bro, uden de skal i vandet først. Men når sejlerne ved Kobæk strand eller på Noret skal starte, så sker det fra stranden/bredden, og dermed når sejlerne at få et dyp i vandet først.

Optimistjollerne, som sejler på Fjorden, søsætter som normalt fra Skælskør Amatør-Sejlklub. På Skælskør Nor sejler Tera Sport, Tera Pro og Feva-jollerne søsættes lige ud for Skælskør Plejecenter.

Lørdag går første start klokken 11.00 på alle baner, mens første start søndag er kl. 10.00. Resultater og præmieoverrækkelse forventes at være klar søndag eftermiddag mellem klokken 15.30 og 17.00 afhængig af vejret.

120 frivillige og gode partnere får stævnet til at ske

Heldigvis har sejlklubben mange frivillige og 120 personer er klar til at sørge for at lægge baner til sejlerne, stå for forplejning gennem hele weekenden og sørge for logistikken både før, under og efter stævnet.

Ud over de mange frivillige står samarbejdspartnere og sponsorer altid klar, når Harboes Bryggeri og Skælskør Amatør-Sejlklub inviterer til ‘afdansningsbal’ på vandene omkring Skælskør. Uden denne store hjælp fra Slagelse Kommune og de mange sponsorer ville klubben ikke kunne få stævnet til at hænge sammen.

De mange støtter og samarbejdspartnere tæller blandt andet Pro-Safe A/S, Orkla A/S, Smartos Telte, One Sails, Palby Marine, Winner Optimist og Aarhus Seashop. 

Rul til toppen

Læs mere