Over 300 sejlere kæmper om 3 sæt medaljer ved weekendens DH-DM

47 både, 300 sejlere og knap 100 frivillige er klar til 'Sejlernes Smukfest' – Danmarksmesterskabet for sejlbåde efter DH-målereglen, der afholdes i weekenden.

Foto: Peter Brøgger
Senest ajourført d. 25. august 2022

Festteltet er stillet op, de første både er ankommet og de sidste forberedelser til DH-DM, årets store sejlerfest i Juelsminde, er i fuld gang.

Arrangørerne glæder sig nu til at se resultaterne af deres store arbejde, siger stævneleder Lene Holm fra Juelsminde Sejlklub.

– Vi har arbejdet i kulisserne i næsten et år, og nu glæder vi os bare til at komme i gang, siger hun og fortsætter:

– Vi er selvfølgelig lidt nervøse for, om det hele nu klapper, men vi har sammen med vores næsten 100 frivillige forberedt os så godt, som vi overhovedet kan og håber, at vi sammen med sejlerne får skabt endnu et godt stævne i vores smukke omgivelser her i Juelsminde.

Foruden Juelsminde Sejlklub er Horsens og Snaptun Sejlklub samt Dansk Sejlunion medarrangør af DH-DM.

Vejrudsigt med pil opad

Udsigten til en weekend med lidt blandet vejr og måske også nedbør undervejs bekymrer ikke stævnelederen:

– Det vigtigste i sejlsport er vinden – og det ser ud til, at vi får en fin vind alle tre sejladsdage. Fredag og søndag sejler vi på udlagte baner forholdsvist tæt på land, og her lover de lige nu stabil vind begge dage.

– Lørdag, hvor deltagerne sendes ud på distancesejladser i farvandet sydvest for Endelave, kan godt blive lidt mere tricky, men for at blive danmarksmester skal man kunne sejle stærkt i alle forhold – og det ser det ud til vi får, fastslår hun.

Praktik og kommunikation fra stævnet

De 47 tilmeldte både er opdelt i tre grupper, og der skal således kåres tre danmarksmestre i løbet af weekenden.

Det bliver muligt at følge sejladserne live via systemet TracTrac på adressen samt på en storskærm placeret centralt på havnen i Juelsminde.

Resultater fra stævnet lægges løbende op på Manage2sail og dronevideoer, fotos samt diverse indslag fra sejladserne vil løbende blive postet på stævnets facebookside.

.
Rul til toppen