Klubliv i kikkerten

Er din sejlklub, som klubber er flest? Ny klubundersøgelse fra Dansk Sejlunion afdækker trends og tendenser i sejlsporten og foreningslivet til søs.

Senest ajourført d. 12. oktober 2023

Det går faktisk meget godt i den organiserede danske sejlsport. Klubberne bugner af tilbud til både børn, unge og voksne, og aktiviteterne er både af rekreativ og idrætslig karakter. Kapsejlads for voksne og ungdomssejlads er således de to største kerneaktiviteter, mens klubarrangeret tursejlads og sejlerskole følger trop på tredje- og fjerdepladsen på listen over klubbernes tilbud.

Det – og meget mere - viser Klubundersøgelsen 2023, som Dansk Sejlunion netop har gennemført blandt alle medlemsklubber.

Foruden kerneaktiviteter ser undersøgelsen blandt andet også på klubbernes samarbejdsrelationer samt opfattelse af egne udfordringer og profil, og det er der en helt særlig grund til, forklarer Henrik Tang Kristensen, klubkonsulent i Dansk Sejlunion.

– Klubundersøgelsen giver os en mulighed for at tage temperaturen på klubudviklingen og få en fornemmelse af, hvor det går godt, og hvor det måske kunne gå bedre rundt om i de danske klubber. På den måde giver det os indsigt i, hvordan vi bedst støtter op om vores klubber og frivillige, siger han.

Sporten fylder i klubbernes DNA

Klubundersøgelsen gennemføres hvert andet år, og selvom sejlsporten ikke har undergået nogen revolution siden 2021, er der alligevel sket små forskydninger.

Færre klubber beskæftiger sig for eksempel med klubarrangeret tursejlads samt motorbådssejlads, mens wingfoil for første gang er med i undersøgelsen i år.

Generelt fylder idræt og sport en væsentlig andel af klubbernes tilbud, og det kan på mange måder betegnes som klubbernes DNA. Alligevel opfatter kun få sejlklubber sig som en idrætsforening. Det er lidt af et paradox, siger Henrik Tang Kristensen.

– Vi kan naturligvis kun gisne om, hvorfor klubberne ser på sig selv, som de gør. Noget kunne dog tyde på, at det handler om, at mange klubber har mange kasketter på og har gang i mange forskelligartede aktiviteter. Derfor ser man sig mere som et interessefællesskab, siger han.

35 procent af klubberne har således 3-4 kerneaktiviteter kørende, mens 34 procent har fem aktiviteter eller flere.

Mange ønsker nye yngre medlemmer

En stor andel af klubberne ønsker også at kunne tiltrække flere medlemmer. Her er særligt børn og unge eftertragtede. Mens knap 70 procent af alle klubber i undersøgelsen ønsker flere unge, gælder det knap 60 procent, når det handler om rekruttering af børn.

Til trods for ønsket om at blive flere, halter det dog lidt med klubbernes vilje og evne til at udvikle nye eller eksisterende aktiviteter.

Her siger omtrent 40 procent af klubberne, at de i meget høj grad eller i høj grad har viljen eller evnen til at udvikle nyt, når det handler om unge, mens det samme tal for børn er 35 procent.

– Det er givetvis et udtryk for, at mange klubber bokser med frivilligheden. Hvis man ikke har kræfter, der kan løfte, giver det ikke mening at udvikle nyt, påpeger Dansk Sejlunions klubkonsulent.

National trend om frivillighed

Dette skal dog langt fra tolkes, som at sejlsport er i krise, påpeger han. Den kedelige tendens med, at færre involverer sig, gælder for hele Foreningsdanmark og er dermed en national trend af den kedelige slags, hvis man holder af foreningslivet.

– I dag er vi meget selektive i forhold til, hvad vi vælger at bruge vores tid på, og hvilke opgaver vi tager på os i det frivillige liv. Vi skal helst have noget ud af det selv, ellers er der en tendens til, at vi vælger det fra. På den måde er den gamle form for foreningsloyalitet på tilbagegang, siger Henrik Tang Kristensen.

Den konklusion stemmer godt overens med en ny undersøgelse fra DIF og DGI om frivillighed, der netop er blevet udgivet.

Her er en af hovedkonklusionerne, at Idrætsforeningerne fortsat er der, hvor flest danskere er frivillige, men at flere og flere ønsker at engagere sig i mere afgrænsede opgaver og i kortere perioder.

– Det positive er, at der fortsat er mange, der ønsker at bidrage til fællesskabet. Vi skal blot lære at tiltrække dem på en ny måde og anskue det frivillige i liv i klubben anderledes end hvad, vi har været vant til, fastslår han.

Ønsker du hjælp til at arbejde med frivillighed i din sejlklub, er du meget velkommen til at kontakte Dansk Sejlunions klubkonsulenter.

Rul til toppen

Læs mere om klubliv