Dansk Sejlunion



30. november 2018 15:37 af Flemming Ø. Pedersen

Finanslov 2019 - Forsikringsafgift på lystbåde sættes ned

Afgiften på lystbådes kaskoforsrikringer sænkes fra 1,34 til 1,0 procent som del af Finansloven for 2019. Dermed rulles afgiften tilbage til samme niveau som før forhøjelsen i 2013.

En tidlig julegave er på vej til alle landets bådejere med kaskoforsikringer. 

Som en del af den netop vedtagne Finanslov for 2019 bliver afgiften på lystbådes kaskoforsikringer sænket fra 1,34 til 1,0 procent af forsikringssummen.

Det bekræfter kilder tæt på forhandlingerne over for Dansk Sejlunion, fredag.

Nedsættelsen svarer til en årlig besparelse på ca. 1.000 kr. for en båd med en forsikringssum på 300.000 kr.

Med nedsættelsen rulles afgiften tilbage til samme niveau som før forhøjelsen, som S-R-SF regeringen gennemførte i 2013.

"Det betyder rigtigt meget for danske sejlere og sejlklubber, at afgiften nu rulles tilbage. Vi oplever afgiften som en uretfærdig skat på netop vores sport, og den rammer tilmed helt skævt, fordi mange har kunnet omgå afgiften ved enten at flytte både til udlandet eller ved helt at undlade forsikring," siger Dansk Sejlunions direktør, Christian Lerche, i en kommentar til nyheden.

I sit udspil til Finansloven lagde regeringen op til en reduktion fra 1,34 til 0,8 procent. I forhandlingernes afsluttende fase måtte forslaget tilpasses for at samle det nødvendige flertal.