Dansk Sejlunion



26. oktober 2018 17:16 af Flemming Ø. Pedersen

Jena Mai Hansen bliver ny 49erFX-landstræner

Jena Mai Hansen (tv) - ny landstræner for de danske 49erFX'ere.

En måned efter karrierestoppet som aktiv 49erFX-sejler er den danske eks-verdensmester klar til nye udfordringer som dansk landstræner frem mod OL i Tokyo 2020.

Den nye landstræner for de danske 49erFX'ere kommer fra landsholdets egen inderkreds. Blot få uger efter sit eget karrierestop som aktiv sejler træder Jena Mai Hansen nu ind i trænerrollen.

"Det bliver en kæmpe udfordring, som jeg glæder mig til at tage hul på. Først og fremmest er jeg rigtigt glad for, at pigerne på holdet har kunnet se ideen i at få mig ind som ny træner," siger Jena Mai Hansen.

Frem til udgangen af september udgjorde hun sammen med Katja Salskov-Iversen dansk sejlsports mest succesfulde 49erFX-besætning - med både VM-guld, EM-guld og OL-bronze på resultatlisten.

"Jeg har en fordel i, at jeg selv for ikke så længe siden har været gennem både en OL-udtagelse og et OL.  Jeg kender presset og ved, hvad det gør ved én. Så jeg håber, at jeg på den måde kan bringe noget ro ind på holdet og være med til at finde de marginaler, der gør, at vi står med en medalje i Tokyo om to år," siger den nyudnævnte landstræner, der om kort tid fylder 30 år.   

206Vm0917 Ricardopinto

Foto: Ricardo Pinto

Sportschef: Jena kender gamet
Træneropgaven er på ingen måde ny for Jena Mai Hansen. Hun har i årevis haft forskellige trænerjob af kortere varighed - blandt andet for at finansiere sin egen aktive karriere. Tillige er hun uddannet på Diplomtræner-niveau. Hun har derfor alle de kompetencer, der er nødvendige i landstrænerrollen, siger Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen.

"Jena kender gamet helt ned i de mindste detaljer, og hun ved præcist, hvad der foregår i sejlernes hoveder, når de befinder sig i de afgørende momenter på banen. Det er netop de kvaliteter og erfaringer, hun skal tilføre holdet," fastslår Thomas Jacobsen.

En samlende kraft for holdet
"Oveni har hun fine menneskelige og sociale egenskaber. Hun bliver en samlende kraft for hele holdet, der også tæller talentlaget under landsholdet."

Med Jena som ny træner får den hidtidige FX-landstræner, Peter Hansen, mulighed for at vende tilbage som landstræner for den mandlige 49er-gruppe, der i en længere periode har manglet en fast tilknyttet træner. 

 200Vm0917 Ricardopinto

Foto: Ricardo Pinto