SEJLER LUKKER ... og afløses af tre forskellige, digitale nyhedsbreve

Dansk Sejlunion



2. februar 2018 15:06 af Flemming Ø. Pedersen

Sønderborg Yacht-Club - første nye sportsklub i 2018

Sportsklub-aftale underskrevet. Flemming Clausen (tv) og Brian Lybæk Petersen (th), hhv. formand og juniorformand i Sønderborg Yacht-Club. I midten Dansk Sejlunions talentudvikler Jan Christiansen.

Sønderborg Yacht-Club træder ind som ottende sportsklub i samarbejdsaftale med Dansk Sejlunion. Med aftalen siger klubben ”ja” til at styrke sit fokus på unge sejlere i alderen 15-23 år.

Lørdag den 27. januar var der nytårskur i Sønderborg Yacht-Club. Det foregik på Idrætshøjskolen i Sønderborg – en flot ramme om en præsentation af alle klubbens aktiviteter og initiativer for 2018.

Som en nyhed blev det afsløret, at Sønderborg Yacht-Club som første klub i 2018 - og som den ottende i alt - træder ind i sportsklub-samarbejdet med Dansk Sejlunion.

"Det er min oplevelse, at Sønderborg Yacht-Club er et sted, hvor man er aktive sammen - både i træningen på vandet og i aktiviteter på land. Jeg er sikker på, at sportsklubsamarbejdet vil få en positiv effekt både for de unge i klubben og for alle øvrige, der kan lide at dyrke sejlsport som idræt," siger Dansk Sejlunions talentudvikler, Jan Christiansen, der var med i forbindelse med lancering af sportsklubsamarbejdet.

Klub med stærke traditioner
"For Dansk Sejlunion har det stor værdi at have Sønderborg Yacht-Club med i samarbejdet. Det er en med stærke traditioner for kapsejlads og talentudvikling, og klubben vil blive et naturligt omdrejningspunkt for udvikling af sejlere fra Als og det sydligste Jylland," uddyber Jan Christiansen.

Sønderborg Yacht-Club har i de senere år oplevet øget tilstrømning af børn og unge til klubbens juniorklasser. Og det er et erklæret mål for klubben at fastholde flere unge, så de også på længere sigt forbliver aktive sejlere.

Otte klubber med sportsklub-status
Som sportsklub indgår klubben i et samarbejde om sportslig udvikling af sejlere i alderen 15-23 år. Foruden Sønderborg Yacht-Club er foreløbigt yderligere syv klubber med i samarbejdet: Horsens Sejlklub, Middelfart Sejlklub, Yachtklubben Furesøen, Kolding Sejlklub, Sejlklubben Køge Bugt, Hellerup Sejlklub og Kongelig Dansk Yachtklub.