Dansk Sejlunion



4. marts 2016 08:48 af Flemming Ø. Pedersen

De fire første sejler er udtaget til OL

Jena og Katja er nu officielt udtaget til OL i Rio. Foto: Jen Edney

49erFX-sejlerne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen samt de nylige VM-sølvvindere i Nacra 17, Allan Nørregaard og Anette Viborg, er nu officielt klar til OL i Rio.

Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund:

Efter indstilling fra Dansk Sejlunion har DIF’s bestyrelse udtaget de to bådklasser 49erFX og Nacra 17 til OL i Rio.

49erFX-klassen repræsenteres af Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, mens Nacra 17-klassen repræsenteres af Anette Viborg og Allan Nørregaard.

DIF’s olympiske chef de mission, Morten Rodtwitt, siger om udtagelsen af de fire sejlere:

”Danmarks internationale niveau i sejlsport er tårnhøjt, og det faktum, at der har været flere atleter i spil til de forskellige bådklasser, siger alt. Det er efterhånden længe siden, at bådklasserne sikrede sig OL-kvalifikation, og det er positivt, at vi nu har navne på OL-deltagerne i 49erFX og Nacra 17. Dermed kan forberedelserne intensiveres yderligere, og det bliver ekstremt spændende at se dem i Rio,” siger Morten Rodtwitt.

Allan Nørregaard: medalje er realistisk mål
Allan Nørregaard, som er styrmand på Nacra 17-båden, vandt sammen med makkeren Anette Viborg VM-sølv i USA for få uger siden. Han ser frem mod OL med en klar målsætning:

”Målet har hele tiden været at tage til Rio for at vinde en medalje, og vores niveau pt. viser, at det stadig er et realistisk mål. Nu handler de kommende fem måneder om at forberede sig så godt som muligt på, hvad det egentlig er, man går ind til ved et OL. Den store forskel på et OL og alle andre stævner er især den enorme medieeksponering, og det er klart noget, vi skal forberede os godt på,” siger Allan Nørregaard, som sammen med sin daværende makker Peter Lang vandt bronze i 49er-klassen ved OL i London i 2012.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, siger om udtagelsen:

”Jeg glæder mig meget til at følge atleterne i 49erFX og Nacra 17 kæmpe med blandt de bedste i Rio. Det har de niveauet til. Dansk sejlsport er på et meget højt internationalt niveau, og det er kendetegnet ved nogle stærke værdier, hvor man samarbejder for at blive endnu dygtigere. Danmark er en lille nation, hvor vi ikke har ressourcer som mange af de nationer, vi konkurrerer med. Derfor er det inspirerende at se, hvordan de danske sejlere formår at gøre hinanden stærke ved at løfte i flok. Det er vejen frem – ikke kun for sejlerne, men for dansk elitesport,” siger Lone Hansen.