Dansk Sejlunion



2. oktober 2015 20:58 af Henrik Tang

Fællestræning for unge på Lolland

© Arkiv, Jan Nielsen
Foto: © Arkiv, Jan Nielsen

På Lolland har klubber slået sig sammen til fælles træningsaftener for unge sejlere. Formålet er en stærkere forankring for unge i sejlsporten.

I foråret 2015 blev Dansk Sejlunion kontaktet af klubber på Lolland, som ønskede at etablere et netværk på tværs af regionens klubber. Baggrunden var, at flere klubber oplevede, at de unge sejlere havde behov for flere udfordringer – og at få et større netværk med ungdomssejlere fra andre klubber. Første skridt på vejen til et samarbejde blev en sejlercamp på Fejø i begyndelsen af juni. Bandholm Sejlklub og Sakskøbing Bådelaug og Sejlklub var arrangør, og tilslutningen til campen var god.

Fællestræning i ungdomsarbejdet

I sensommeren blev der arbejdet videre med forårets idéer. Under et møde mellem regionens klubber og Dansk Sejlunion blev der taget initiativ til at lave fælles træningsdage for unge sejlere. Klubbernes fremmøde var stort, og der var fuld opbakning fra alle fremmødte klubber til at sætte i gang. Mogens Nicolaisen, Bandhold Sejlklub, og Lynge Thang Jørgensen, Sakskøbing Sejlklub og Bådelaug var initiativtagere til samarbejdet, og med kort planlægning i samarbejde med Dansk Sejlunion blev der arrangeret to fælles træningsdage og et stævne i sensommeren.

Lynge Thang Jørgensen, Sakskøbing Sejlklub og Bådelaug fortæller:

”Jeg synes det er virkelig positivt, at klubberne kan samarbejde. Det er meget sjovere for de unge sejlere, hvis der er flere at sejle med. Der skal være nogen at sejle med på ens eget niveau. Vi har fået en kæmpe opbakning fra forældre. Ikke fordi de blander sig i træningen, for der har vi en lille regel om, at det er trænernes job. Men vi arbejder for, at forældrene bakker op med de ting, som er oplagte. F.eks. står de for noget så banalt som madlavning, at bage kager og lignende. Opbakningen fra Dansk Sejlunion til samarbejdet mellem klubberne har været helt unik, og i Bandholm vil vi bestemt arbejde for at holde aktiviteter mellem klubberne henover vinteren. Alle er mere end velkomne. Det er mit indtryk, at vi får fat i den rigtige ende af ungdomsarbejdet på Lolland, hvis alle klubber vil gøre en indsats. Næste år fortsætter vi samarbejdet igen, og jeg håber på et endnu tættere samarbejde mellem klubberne i regionen. Formålet med samarbejdet er ganske enkelt, at de unge gerne vil have nogle flere at sejle med. Det kan vi sørge for i klubberne”, slutter Lynge Thang Jørgensen, Bandholm Sejlklub.

Få inspiration til samarbejde

Klubber, der ønsker større samarbejde på tværs af kredse/regioner, kan søge inspiration til træningsfællesskaber hos Dansk Sejlunions klubkonsulenter.

Find kontaktoplysninger på Dansk Sejlunions klubkonsulenter her