Dansk Sejlunion



13. juni 2015 22:43 af Flemming Ø. Pedersen

World Cup – fem både klar til Medal Race

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard - bedste bud på dansk podieplads i Weymouth. Foto: Flemming Ø. Pedersen

En kæntring i sidste sejlads kostede Baad og Thusgard en superserie i 49erFX – dog stadig gode chancer for en podieplads i Weymouth. Rindom mistede terræn i Radial.

Efter en fredag stort set uden sejlads var der lørdag igen fuldt program ved World Cup-stævnet i Weymouth. Med 7-9 m/s vind og generelt udfordrende forhold blev sejlerne testet grundigt igennem, før det søndag går løs med de afsluttende Medal Races.

De bedste muligheder for en dansk podieplads ligger hos Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i 49erFX. Lørdag bød på fire sejladser for FX’erne, og de to Aarhus-sejlere lagde ud med en 5-2-3 serie – og lå forrest i sidste sejlads, da en kæntring kom i vejen. Deres 17. plads i mål går ind som fratrækker i regnskabet, hvor Ida og Marie ligger et enkelt point efter en spansk båd på tredjepladsen. De to øverste podiepladser får de svært ved at nå.

Maiken og Anne-Julie Schütt ligger samlet nummer fem, mens Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen er på syvendepladsen. Dermed endnu et internationalt topstævne med tre danske FX’ere i Medal Race.

Laser Radial-sejlerne havde tre sejladser lørdag. Anne-Marie Rindom lagde stærkt ud med 2-3 i de første to sejladser for så til sidst at indkassere en dyr 18. plads – hendes fratrækker er en 19. plads fra tidligere på ugen. Rindom er samlet nummer fem, og meget skal lykkes, hvis Horsens-sejleren skal på podiet denne gang.

For Sarah Gunni glippede Medal Race desværre efter en dag med placeringer som 14, 22 og 26.

I Nacra 17 holder Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck med en 13-7-8-19 serie fast i en samlet  niendeplads – og dermed endnu et Medal Race for den stadig relativt nydannede besætning.

I RS:X sluttede Lærke Buhl-Hansen af med en 12-12-11 serie, som desværre skubber hende ud af Medal Race til en slutplacering som nummer 11.

Følg Medal Race live søndag via Youtube - planlagt start kl. 12, dansk tid