Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



25. april 2015 18:36 af Flemming Ø. Pedersen

Baad og Thusgaard klar til guldduel - Rindom faldt tilbage

Foto: Franck Socha

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er klar til VM-revanche mod de brasilianske verdensmestre, når de to både søndag duellerer ved Medal Race i Hyères. I Laser Radial er Anne-Marie Rindom nummer tre. I alt fem danske både sejler Medal Race.

Fem danske både fordelt på fire bådklasser er klar til søndagens finalesejladser ved World Cup’en i Hyères.

49erFX-feltet afviklede lørdag fire sejladser. Her blev den hidtil førende danske båd med Ida Marie Baad og Marie Thusgaard indhentet i den samlede stilling af de brasilianske verdensmestre Grael og Kunze.

Før Medal Race er der kun et enkelt point mellem de to besætninger – dermed er der lagt op til en direkte guldduel søndag – præcis som ved VM i september, hvor brasilianerne trak det længste strå.

Dog skal de to topbesætninger ikke lure alt for meget på hinanden. En italiensk båd på tredjepladsen er ikke langt efter. 

Jena og Katja nummer fire
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sejler Medal Race fra en samlet fjerdeplads – og har en spinkel mulighed for at nå podiet. Derimod faldt Maiken og Anne-Julie Schütt lørdag uden for top-ti, de slutter stævnet på en 12. plads.

Dyr 15. plads til Rindom
I Laser Radial faldt Anne-Marie Rindom en plads tilbage fra anden- til tredjepladsen. En 15. plads i den ene af de to sejladser lørdag kostede dyrt for Rindom, der reelt har mistet muligheden for at vinde stævnet, men andenpladsen er fortsat inden for rækkevidde.

Sarah Gunni sluttede på en ærgerlig 11. plads - blot et enkelt sølle point fra Medal Race.

Fleischer nummer fem
I RS:X ligger Sebastian Fleischer fortsat på en samlet femteplads. Dermed er den 21-årige nordsjællænder klar til karrierens første Medal Race ved en World Cup – og han har dermed leveret endnu et bevis på, at han for alvor er ved at træde ind i den absolutte verdenselite.

I Nacra 17 faldt Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck tre pladser tilbage til en samlet femteplads. Stadig er der tale om en imponerende præstation af den danske besætning, som for første gang sejler World Cup sammen – med en plads i Medal Race som resultat.

Allan Nørregaard og Anette Viborg sluttede stærkt med placeringer som 2 og 3 lørdagens to sidste sejladser. Uden dog at komme tæt på Medal Race. Nørregaard og Viborg slutter stævnet på en 16. plads.