Dansk Sejlunion



6. marts 2015 11:14 af Joakim Rechnitzer

Jollesejler – du kan træne hjemme i påsken

Jan Christiansen
Foto: Jan Christiansen

Dansk Sejlunion arrangerer i samarbejde med Kraftcenter Øst og Hellerup Sejlklub igen i år en påskelejr for udvalgte jolleklasser. Træningslejren er det danske alternativ til at tage sydpå for jollesejlerne.

For tredje gang og for andet år i træk vil Hellerup Sejlklub, Kraftcenter Øst og Dansk Sejlunion være vært for en påskelejren der løber i dagene søndag den 28. marts til tirsdag den 31. marts. Træningslejren er blevet til som en alternativ aktivitet til at tage sydpå i påsken.

”Ikke alle har tid og mulighed for at tage af sted sydpå i påsken til international træning eller konkurrence, og vi vil derfor tilbyde et stærkt alternativ – det er med det formål, at den hjemlige påskelejr blev til,” fortæller Dansk Sejlunions talentudvikler, Jan Christiansen.

Påskelejren tilbyder træning for en række jolleklasser; Europa, Laser, 29er, SL16/Hobie 16 – og hvis interesse så også Finnjolle.

Fokus på træningskvalitet
Sidste år var lejren besøgt af godt 40 sejlere. Dermed er det en af de mere intime træningslejre i Danmark. Der bliver satset på kvaliteten og trænergruppen forventes igen i år at være stærk, blandt andet med KC Øst-træner, Christian Rasmussen, udviklingstræner Alberte Holm Lindberg og talentudvikler Jan Christiansen fra Dansk Sejlunion.

Målgruppen for træningen er de store jolleklasser i talentudviklingen, men også meget gerne en eller to af de lokalt stærke klasser.

”Sidste år deltog nogle af de lidt ældre jollesejlere – eller lad os blot sige halvgamle. Og de kan sagtens give mange af de unge kamp til stregen med deres store overblik og høje smertetærskel, så vil de lokale ’helte’ være med igen, vil det være et stort plus,” siger Jan Christiansen med et smil.

Sejltræning og fysisk træning er i fokus
Alle morgener på lejren vil der være morgentræning og der vil også blive tilbudt eksempelvis hockey eller anden fysisk aktivitet om aftenen. Men ellers er der primært fokus på sejltræning, og at få trænet de rette ting, inden sæsonen for alvor tager fart til maj.

”Vi prøver med lejren også at løse en opgave for mange forskellige sejlere. Det er ideen med lejren, at alle de – både gode sejlere, som ikke kan tage sydpå i påsken, men også nye sejlere i klasserne – eksempelvis Europa-, Laser- og 29er-sejlere med kort tid i båden, skal være velkomne til træningen,” fortæller Jan Christiansen og fortsætter:

”Vi håber, at mange tilmelder sig, så de både når at få trænet i påsken, men også bagefter kan nå at holde lidt påskeferie med familien.”

Praktisk om påskelejren
Træningslejren starter søndag den 28. marts med første briefing kl. 12.00 og frem til tirsdag den 31. marts med afslutning efter dagens andet træningspas.

Invitation til træningslejren vil snart være klar under Talent og Elite, via Facebook-gruppen Dansk Sejlunion Sport og via KC Øst’s hjemmeside.

Har du spørgsmål til træningslejren kan du kontakte Dansk Sejlunions talentudvikler, Jan Christiansen på telefon 88207033.