Dansk Sejlunion



21. januar 2015 23:11 af Henrik Tang

Formula/Slalom/Freestyle NM til Danmark

DBO/Jan Nielsen
Foto: DBO/Jan Nielsen

For første gang i windsurfing bliver der afviklet Nordiske Mesterskaber i tre discipliner. Arrangørklubben er Nordjysk Windsurfing Klub i et samarbejde med Dansk Brætsejler Organisation, DBO.

Normalt går NM i Formula windsurfing på tur mellem de nordiske lande. Men i år er det kun den danske klasseorganisation for windsurfere, DBO, der blandt de nordiske lande formår at løfte opgaven. Derfor bliver NM afviklet i Danmark for andet år i træk. Som noget nyt konkurreres der endda i flere discipliner, nemlig Formula, Slalom og Freestyle. Stævnet arrangeres af Nordjysk Windsurfing Klub og bliver afviklet i Rønbjerg d. 19.-21. juni.

Første NM i Freestyle siden 2006

Det er første gang, at tre discipliner i windsurfing afvikles som et NM til samme stævne. Disciplinen Formula sejles på en traditionel op-ned-bane, hvor både fart, teknik og ikke mindst taktik er afgørende. Slalom windsurfing sejles på en downwind-bane med typisk 4 mærkerundinger. En intensiv slalombane sejles på ca. 4-7 minutter med hastigheder på over 30 knob. Freestyle discplinen er windsurfingens akrobatiske performance-show på fladt vand og har ikke været gennemført som Nordisk Mesterskab siden 2006.

Udvikling gør det muligt

Formand for formula/slalom-udvalget i DBO, Henrik Carstens, har været medvirkende i en organisationsudvikling af DBO, som giver organisationen en stærkere struktur og frivillighedskultur, som klubberne også mærker i planlægning og afvikling. Henrik Carstens fortæller.

”Vi har i DBOs bestyrelse og udvalg ajourført vores stævnekoncepter med kompetent sparring og helt konkret vejledning fra DS-konsulenter gennem det seneste år. Det betyder bl.a., at vores DM i Formula og Slalom er blevet en serie af stævner, så vi sikrer os høj deltagelse, ligesom vi og DS har arbejdet sammen om organisation og involvering af frivillige til at løfte opgaverne. Med vores stævnekalender kommer vi hele landet rundt, og på den måde kommer cirkus ud i klubberne, så de unge sejlere kan prøve kræfter med eliten i de unges vante omgivelser.

Mange af DBOs stævner arrangeres af windsurfing-klubber, men vi har med vejledning fra DS også hægtet os på nogle af de traditionelle sejlklubber, så de er med til at bære en stor del af udviklingen af den sportslige kvalitet. Vi har nemlig ofte et crew officials i DBO, som mest har med windsurfing at gøre, men vi kan lære meget af den store erfaring, som de traditionelle sejlklubber har med at afvikle kapsejlads. Bl.a. på den måde udvikler vi vores organisation, så vi også er gearet til tage et ekstra stævne ind i kalenderen, når noget presser sig på.

At Freestyle disciplinen er med til NM er en ekstra gevinst for os. Vi vil gerne vise vores sport frem, og det foregår bedst, når man er tæt på land. Freestyle foregår helt inde ved kysten, og netop showet af vanvittige manøvrer og akrobatik er publikumsvenligt. Det kan sammenlignes med show-discipliner i snowboard, og akrobatikken er fuldstændig fascinerende i sig selv, så spændingen egentlig ikke består i konkurrencemomentet.

At vi kan magte at afvikle NM med tre discipliner skyldes alene, at vi har en stærk arrangørklub. Nordjysk Windsurfing Klub har arrangeret stævner med top kvalitet både i forhold til det sportslige på vandet, og det praktiske og sociale på land. Derfor vil DBO særligt takke primus motor for stævnet, Bent Niss fra Nordjysk Windsurfing Klub, for at gribe bolden så vi kan sikre en kontinuerlig fremdrift i samarbejdet om at holde konkurrencer med høj sportslig kvalitet på tværs af de nordiske lande”, slutter Henrik Carsten.

Følg med på www.dbo.dk for yderligere info om NM i Formula, Slalom og Freestyle.