Dansk Sejlunion



6. november 2014 15:15 af Flemming Ø. Pedersen

Team Vestas Wind – tilfredshed med fjerdeplads

Team Vestas Wind - på vej mod mål efter første etape. Foto: Charlie Shoemaker/Volvo Ocean Race

Team Vestas Wind nåede i mål på fjerdepladsen efter første etape af Volvo Ocean Race – slået med godt 21 timer af den vindende båd. Set i lyset af kun få ugers forberedelser er der tilfredshed med resultatet i den danske lejr.

Efter 26 døgns sejlads nåede Team Vestas Wind torsdag i mål som båd nummer fire på første etape af Volvo Ocean Race. Vestas udsendte kort efter en pressemeddelse, hvor besætningen på den danske båd gør status over etapen.

”Det har været svært undervejs, og vi har haft nogle svagheder, men det er kun naturligt, når du træder ind i en kapsejlads på et sent tidspunkt og med kort tid til forberedelse," siger Team Vestas Wind-skipper Chris Nicholsen i pressemeddelelsen.

"Vi havde selvfølgelig håbet at kunne fastholde den tredjeplads, vi lå til, men fjerdepladsen er også et stort skulderklap til alle på holdet,” siger han videre. 

26 døgn, 48 minutter, 47 sekunder
Den danske båd var på store dele af etapen med helt fremme i feltet. Båden tabte lidt terræn til sidst og kom i mål godt 21 timer efter den vindende båd fra Abu Dhabi Ocean Racing.

I mål blev Team Vestas Wind noteret for en tid på 26 døgn, 48 minutter og 47 sekunder på etapen fra Alicante og ned gennem Atlanterhavet.

”Det har været en fornøjelse indtil nu at arbejde med både besætningen og med Vestas. Vi har skabt et stærkt grundlag at arbejde videre ud fra. Sejladsen fortsætter, og vi bliver kun bedre fra nu af,” siger Chris Nicholsen, der nu ser frem til at spendere nogle dage med sin familie, som han ikke har set i tre måneder.

”Fantastisk oplevelse”
Også for den 29-årige danske Volvo Ocean Race-debutant Peter Wibroe er tiden inde til at reflektere over første etape:

”Det har været en fantastisk oplevelse, og som ung sejler har jeg lært utroligt meget af de erfarne gutter på båden. Vi har stadig flere tusinde sømil foran os, og vi kan kun blive bedre herfra,” siger Peter Wibroe.

”Job well done”
Fra Vestas’ Chief Marketing Officer, Morten Albæk, lyder der stor anerkendelse af bådens præstation på første etape:

”Jeg vil gerne gratulere Chris og besætningen med et ”job well done”. De havde ikke megen tid til at forberede sig, men har alligevel klaret sig ekstremt godt. Nu fortjener de noget tid sammen med deres respektive familier, før vi begynder forberedelserne på næste etape,” siger han.

A race we must win
For Vestas som virksomhed udgør Volvo Ocean Race et springbræt til et større og i alle henseender mere betydningsfuldt kapløb.

”A race we must win” – sloganet på bådens sejl – refererer til Vestas’ ambition om at skabe et nyt og anderledes fokus på kapløbet i retning mod at skabe en mere bæredygtig global fremtid, hvor vindenergi spiller en central rolle.

Tæt målgang
Efter mere end 25 dages sejlads siden afgang fra Alicante sluttede første etape af Volvo Ocean Race i et forbløffende tæt opgør med Abu Dhabi Ocean Racing i mål blot 12 minutter før Dongfeng Race Team (Kina).

Hollandske Team Brunel, der har danske Jens Dolmer om bord, sluttede på tredjepladsen – fire timer efter de to første både.

De sidste tre både ventes til Cape Town i løbet af torsdag aften og fredag morgen.