Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



30. november 2014 13:22 af Flemming Ø. Pedersen

Jena og Katja vinder Medal Race - samlet nr. 4

Foto: Barbara Sanchez

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sluttede stærkt af som vindere af Medal Race ved World Cup-finalen i Abu Dhabi. Dermed rykkede den danske 49erFX frem på en samlet fjerdeplads til sidst.

World Cup-finalen i Abu Dhabi har budt på fire sejladsdage med svingende resultater for Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen.

Lørdag betød en 9-5-13 serie, at den danske 49erFX faldt tilbage i kampen om podiepladserne. Søndag var de til gengæld tilbage i topform med en klar førsteplads i det afsluttende Medal Race.

Ifølge trackingen fra sejladsen rundede danskerne de første mærker omkring en tredjeplads - for dernæst at sejle sig op og til sidst gå i mål som suveræne vindere.

Sejren var dog ikke helt nok til at lukke hullet op til medaljerne. Danskerne sluttede World Cup-finalen som nummer fire - med seks point op til podiet.

”Inden dagens finalesejlads lå vi 6 på resultatlisten. Der var mange point op til medaljerne, men det kunne godt lade sig gøre, hvis brikkerne faldt heldigt. Vi kunne dog ikke gøre andet, end at sejle det bedste, vi havde, og så krydse fingre. Det var, hvad vi gjorde, og vi sejlede et superfedt Medal Race – god start, god fart og gode øjne,” skriver Jena og Katja på Facebook.

”Vores konkurent i den røde trøje (tredjepladsen, red.) kom lige efter os i mål, og vi må derfor acceptere en samlet fjerdeplads. Super god afslutning på årets sidste stævne, og vi er glade for at kunne rejse hjem med denne sejr,” slutter de deres kommentar. 

New zealænderne Maloney og Meech vandt stævnet.