Dansk Sejlunion



15. september 2014 23:38 af Flemming Ø. Pedersen

VM - En dag med timers forgæves ventetid

Dagens eneste hurtige sejlads - på motorbådsslæb i havnen. Foto: Flemming Ø. Pedersen

Mandag bør på timers ventetid på vandet - men vinden kom aldrig. Kun to 49er-sejladser blev gennemført. Tirsdag lover prognoserne mere vind. Det bliver der brug for. VM-programmet er under pres.

Mandag var dagen, hvor VM for alvor skulle i gang. De fire sidste klasser skulle på vandet til de indledende sejladser - og på vandet kom de, og de lå derude hele dagen. Indtil sidst på eftermiddagen, hvor gummibåde i hobetal trak sværme af joller ind gennem havneområdet. 

Sølle to sejladser var alt, hvad der blev gennemført mandag. Begge i det ene af 49er-felterne - dét felt, hvor alle tre danske både befinder sig. 

Tung 49er-start
For Jonas Warrer og Anders Thomsen fik åbningssejladsen et uheldigt udfald med en beskeden 33. plads i feltet på 40 både. I anden sejlads fik de en mere brugbar 11. plads. Samlet set er de lidt under pres fra start, før det går løs tirsdag.

Den debuterende båd med Mads Emil Lûbeck og Nikolaj Hoffmann Buhl kom i mål som 22 og 20, mens Tobias Hemdorff og Mathias Livbjerg blev nummer 35 i begge sejladser.

Comeback udsat
I andre felter blev enkelte starter skudt af sted - for kort efter at blive annuleret. Hen under aften kom så den lange konvoj af både på slæb i reetning mod havnen.

Jonas Høgh-Christensens VM-comeback i Finnjollen blev i første omgang ikke til andet end seks timers forgæves ventetid.

Tirsdag tyder de foreløbige vejrprognoser på lidt mere blæst. Arrangørerne har mandag aften fremrykket flere starttider i håb om at indhente noget af det forsømte.

Under alle omstændigheder er VM-stævnet under tidspres.