Dansk Sejlunion



29. september 2014 23:54 af Flemming Ø. Pedersen

Laser-klasserne har fundet årets danmarksmestre

Thorbjørn Schierup - dansk mester i Laser for tredje år i træk. Her flankeret af sølvvinder Christian Rost (tv) og bronzevinder Michael Hansen. Foto: Egå Sejlklub

VM-deltagerne tog medaljerne, da Egå Sejlklub afviklede DM i Laser Standard og Laser Radial. Også UDM i Laser Radial blev afgjort.

VM-formen fornægtede sig ikke, da sejladsernes om årets DM-titler i Laser-klasserne blev afviklet i Aarhus Bugt den forløbne weekend med Egå Sejlklub som vært.  

De seks DM-medaljer i Laser Standard og Laser Radial blev vundet af netop de seks sejlere, der repræsenterede Danmark ved ISAF VM i Santander.

Gunni genvandt titel
I Laser Radial vandt Sarah Gunni (KDY) fire ud af de fem første sejladser. Dermed havde hun skabt grundlaget for at sikre sig DM-guldet for andet år i træk.

Anne-Marie Rindom (Horsens Sejlklub) tog sig af sølvet, og der var bronze til Sofie Slotsgaard (Fredericia Sejlklub).

Schierup med tre på stribe
I Laser Standard var det Thorbjørn Schierup (Kaløvig Bådelaug), som for tredje år på stribe hjemførte DM-guldet. Schierup, der i forrige uge sikrede Danmarks første nationsplads i sejlsport ved OL i Rio, havde stort set kun første- og andenpladser henover DM-seriens otte sejladser.   

Christian Rost (Egå Sejlklub) vandt sølv, mens bronzen gik til Michael Hansen (Fredericia Sejlklub).

UDM-titel til Patrick Döpping
Årets Ungdoms-DM i Laser Radial måtte tidligere på måneden opgives ved TORM UDM i Kaløvig på grund af for få deltagere. Det blev der rettet op på i Egå.

Vinder af UDM-titlen blev Patrick Döpping (Egå Selklub), sølv til Anne-Marie Rindom (Horsens Sejlklub) og bronze til Mikkel Korsby (Egå Sejlklub).

DM-stævnet blev afviklet over tre dage og var præget af sejlvejr, når det er bedst. Fredag og Lørdag blev der sejlet seks sejladser i 8-10 m/s vind. Søndag blev der gennemført to sejladser i 4-6 m/s.

Se alle resultater fra DM-stævnet her