Dansk Sejlunion



12. juli 2014 22:08 af Flemming Ø. Pedersen

Nacra 17: Nørregaard og Just sluttede på 4. plads ved EM

Arkivfoto: Mick Anderson

Allan Nørregaard og Line Just sluttede sidst i Medal Race. Dermed glippede bronzemedaljen.

Medal Race ved Nacra 17-sejlernes EM blev et antiklimaks for Allan Nørregaard og Line Just. Efter at have ligget til en podieplads gennem hele EM-ugen, så glippede medaljen desværre i det afgørende Medal Race lørdag.

Sejladsen blev afviklet endog meget tæt på land, hvilket gjorde ræset til lidt af et lotterispil med helt uforudsigelige vindspring.

Overhalet af verdensmestre
Danskerne havde ikke heldet med sig og sluttede sidst blandt de ti finalebåde. Dermed blev de overhalet i kampen om bronzemedaljen af de franske verdensmestre Besson og Riou, der vandt sejladsen. Spanske Martinez og Pacheco vandt EM-guldet.

Trods en umiddelbar skuffelse, så er EM samlet set en stor succes for Allan Nørregaard og Line Just. For et par uger siden sluttede de på 2. pladsen ved Kieler Woche – og nu et endnu bedre resultat med 4. pladsen ved EM-stævne, hvor verdenseliten var samlet.

Fredag blev det afgjort, at Lin Ea Cenholt og Søren Kristensen sluttede som nummer 29, mens Anette Viborg og Martin Hjortlund blev nummer 33.