Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



13. juni 2014 13:55 af Flemming Ø. Pedersen

Faaborg vil være bedste fynske ligahold

Faaborgs ligasejlere i Rungsted, fra venstre: Max Rohde (29), Michael Rohde (27), Jacob Kryger Sørensen (33) og Søren Andreasen (30). Foto: Dansk Sejlunion

Én træningsdag i en B-One var Faaborg Sejlklubs forberedelser til Sejlsportsligaen. Nok til pæn 8. plads ved første stævne i Rungsted. Og endnu vigtigere: bedst af de fynske klubber.

Faaborg Sejlklub var tidligere på foråret vært ved et velafviklet TORM Grandprix. Klubben har også med sin ”krabbeklub” vist en vej til at skabe medlemsfremgang. Og senest har klubben fra Sydfyn – indtil videre – opnået status som ”Fyns førende ligaklub”.

I hvert fald dømt ud fra det første stævne i Sejlsportsligaen, hvor Faaborg Sejlklub sluttede på en ærefuld 8. plads – lige foran rivalerne fra Kerteminde Sejlklub som nummer 9, mens Svendborg Sunds Sejlklub blev nummer 12 og Middelfart Sejlklub nummer 15.

”Klubben går ret meget op i at være bedst på fyn. Vi vil rigtigt gerne slå især Svendborg og Kerteminde,” fortæller Max Rohde, én af Faaborgs fire besætningsmedlemmer, inden han straks understreger, at det vil være bedst for sejlsporten på Fyn, hvis det går godt for alle de fire ligaklubber.

”Så længe, de andre ligger efter Faaborg, håber jeg, de klarer sig rigtigt godt,” siger han med et glimt i øjet.

Med på lodtrækning
Faaborg var én af de fem klubber, der kom med i ligaen via lodtrækning. Kort efter ringede klubformanden til Max Rohde og spurgte, om han kunne påtage sig opgaven med at sammensætte en konkurrencedygtig besætning.

Max Rohde fik samlet en bruttotrup på otte sejlere. Planen er, at han sammen med sin bror, Michael Rohde, deltager i alle fire stævner, mens de to sidste pladser besættes på skift af de øvrige.

Det hele er lidt af et puslespil, fordi de otte sejlere er spredt vidt omkring i Odense, København og Jylland. Dog har de bevaret tilknytningen til Faaborg Sejlklub, hvor de sejler en aftenmatch i ny og næ, men det er flere år siden, at de har sejlet mere seriøs kapsejlads i bl.a. 29er og 405.

Seriøs udfordring
Det er der lavet om på nu. Ligaen er i høj grad en seriøs udfordring for Faaborg Sejlklub, og det kunne sejlerne mærke, da de indtog deres pladser i båden til den første ligasejlads.

”Vi var vildt spændte. Nerverne sad uden på tøjet, og vi var meget usikre på trim og boathandling. Vi anede simpelthen ikke, hvad der ventede os, men det hjalp, da vi først kom i gang. Derfra kunne vi køre på adrenalin,” fortæller Jacob Kryger Sørensen.

Nervøsiteten skal ses i lyset af, at de fire Faaborg-sejlere i bedste fald kun havde en grovskitse af, hvordan de skulle agere i båden. Før Rungsted havde de i alt haft mulighed for at træne blot en enkelt dag i en B-One.

Fantastisk koncept
Sejlsportsligaens idé om at stille både til rådighed for klubberne vækker begejstring hos de fire Faaborg-drenge.

”Det er et fantastisk koncept. Her møder man bare møde op og sejler. Og der er ikke noget med at score en fordel ved at skrue på båden. Ligaen handler om sportslige. Det må være fremtiden,” fastslår Michael Rohde.

Søren Andreasen supplerer:

”Det er rigtigt godt at kende resultatet, når man kommer i mål. Måske er man utilfreds med en straf, man har fået, men det må man bare lægge bag sig og komme videre.”

Lige præcis en nærlæsning af reglerne er noget af det, Faaborg-besætningen skal have kigget på, inden det går løs i Sønderborg 20.-22. juni. Derudover er målsætningen klar: Ligapladsen skal sikres – og allerhelst foran de andre fynske klubber!..