Dansk Sejlunion



22. april 2014 20:28 af Flemming Ø. Pedersen

World Cup: 49erFX og Laser Radial hænger på

Laser Radial-sejlerne Sarah Gunni (forrest) og Anne-Marie Rindom. Gunni havde en god dag tirsdag, men Rindom er stadig bedst placerede dansker. Foto: Mick Anderson

To danske top-ti placeringer i 49erFX ved World Cup’en i Hyeres. Også gode præstationer i Laser Radial. 49erne halter efter.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er højest placerede danske besætning efter to dages sejladser ved World Cup-stævnet i Hyeres. En diskvalifikation i første sejlads blev fulgt op af en 5. og en 4. plads i de to følgende sejladser, dermed holder de danske 49erFX-europamestre sig fremme på en samlet tredjeplads.

Maiken og Anne-Julie Schütt fortsætter de gode takter fra Mallorca – og ligger lige nu på en samlet syvendeplads efter en lidt svingende dag med en 4-19-9 serie.

I Laser Radial er Anne-Marie Rindom fortsat bedste dansker som samlet sekser. Sarah Gunni lavede to gode sejladser med placeringer som 3 og 6.

Læns afgørende i dag
”Jeg startede ikke så godt, men var den hurtigste på kryds. Desværre var min fart på læns ikke særlig god, og det var dér, sejladserne skulle vindes i dag,” skriver hun i en Facebook-kommentar. Samlet er Sarah Gunni nummer 13.

I 49er har Jonas Warrer og Peter Lang svært ved at finde rytmen. En samlet 19. plads efter seks sejladser er det skuffende udbytte for danskerne, der ellers lagde flot ud med en 3. plads i dagens første sejlads – for dernæst at falde ned som 10 og 17 i de to næste.

I Nacra 17 er både Allan Nørregaard-Line Just og Lin Ea Cenholt-Anders Thomsen kommet fornuftigt fra start med samlede placeringer som henholdsvis 15 og 22 efter foreløbigt seks sejladser.

I Laser er OL-sejleren Thorbjørn Schierup med i World Cup-sammenhæng for første gang i år. Samlet er han nummer 54 efter fem sejladser.

Se alle resultater fra Hyeres