Dansk Sejlunion



3. april 2014 12:55 af Flemming Ø. Pedersen

TORM Prisen 2013 gik til Sønderborg Yacht-Club

TORM Fondens direktør Jens Bjergmose (tv) overrækker TORM Prisen 2013 til Poul Richard Fedders, formand for Sønderborg Yacht-Club. Foto: Dansk Sejlunion.

Med engagement og idérigdom har Sønderborg Yacht-Club over en årrække skabt en markant profil i lokalområdet. Indsatsen udløste forleden TORM Prisen 2013.

TORM Prisen på 10.000 kroner gives til en klub, en gruppe af mennesker eller en enkeltperson, som har gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats for dansk sejlsport.

På Dansk Sejlunions generalforsamling i den forløbne weekend blev TORM Prisen uddelt for femte gang. Prisen for 2013 gik til Sønderborg Yacht-Club, hvor formand Poul Richard Fedders var til stede for at få overrakt checken og den gigantiske vandrepokal, der følger med hæderen.  

Målrettet indsats
Sønderborg Yacht-Club får prisen for over en årrække at have udtænkt og gennemført en målrettet indsats for at markedsføre sejlsporten over for en lang række forskellige målgrupper, der hver især er attraktive for klubben.

Ved at søge målrettede samarbejder med uddannelsesinstitutioner, ved at opbygge tætte relationer til kommune og erhvervsliv – og ved hele tiden at udtænke og gennemføre nye, spændende aktiviteter, så har sejlklubben formået at skabe betydelige resultater.

Vilje til at række ud
TORM Fondens direktør Jens Bjergmose sagde ved overrækkelsen blandt andet:

”Hvad enten, vi nævner Oxbridge – den årlige kapsejlads mellem lokale uddannelsessteder, eller vi nævner klubbens studenterafdeling med fordelagtige sejladstilbud til lokale unge – eller vi nævner den tilbagevendende prøvesejlads for alle nye borgere i Sønderborg – eller v i nævner Zero Cup, kapsejladsen for lokale virksomheder – eller vi nævner sidste års kapsejlads for fire partier i byrådet – ja, så er der nogle elementer, der går igen. Det handler om viljen til at række ud og invitere omverdenen indenfor. Og viljen til at vise omverdenen den alsidighed og de vidtfavnende oplevelser, som sejlsporten kan tilbyde,” sagde Jens Bjergmose og fortsatte:

Eksponent for aktiv indsats
”Med de mange fritidstilbud, som i dag byder ind fra alle sider af samfundet, kan ingen sejlklubber i dag forvente, at nye medlemmer kommer helt af sig selv. Der skal gøres en indsats, der skal lægges en plan, og der skal udtænkes nye ideer – hele tiden. Dét budskab er Sønderborg Yacht-Club den flottest tænkelige eksponent for. Og derfor modtager Sønderborg Yacht-Club TORM Prisen 2014.”