Dansk Sejlunion



14. april 2014 23:41 af Henrik Tang

SUP-sæsonen er i gang

Stand Up Paddle er en voksende aktivitet i en lang række surf- og sejlklubber - herunder både med stævneaktiviteter og i det breddeorienterede klubarbejde

SUP-sæsonen 2014 har en tæt pakket kalender med events og stævner. Faktisk er der i perioder stævner og events, hvor SUP-surfere den ene weekend efter den anden kan deltage i fx SUP-race og andre aktiviteter henvendt til forskellige niveauer.

På flere andre fronter er SUP i en udviklingsfase i surf- og sejlklubber. For udover en tæt pakket aktivitetskalender, er der en stigende tendens til, at mange klubber tilbyder SUP bredt i klubarbejdet. Fx bliver SUP både brugt som vandtilvænning i klubbernes junior- og ungdomsarbejde, som breddeaktivitet for medlemmer i alle aldersgrupper, som voksenrekruttering og i nogle miljøer også som fysisk træning i talent- og elitearbejdet.

Ikke mindst har mange klubber brugt SUP i institutionssamarbejder gennem de seneste år ved lån af Dansk Sejlunions i alt seks TORM aktivitetstrailere, der iøvrigt netop har fået nye SUP-boards ombord.

2014 aktivitetskalender

Det er positivt for udviklingen af klubbernes aktiviteter, at efterhånden mange klubber tænker nyt og tager tidens trends til sig. Et eksempel er Ishøj Surfklubs initiativ med en ”Vinter-SUP stævnerække”, som blev afsluttet lørdag d. 14. april og har haft god tilslutning henover vinteren.

Det næste større event er det legendariske ”ÅH SUP” på Mølleåen, som arrangeres af Vedbæk Sejlklub, og som traditionelt tiltrækker op mod 50 deltagere - og udover det mange 'hang arounds'.

Se mere om SUP i surf- og sejlklubber og se datoer for forårets stævner i SUP-aktivitetskalenderen på www.supsite.dk