Dansk Sejlunion



25. februar 2014 11:11 af Joakim Rechnitzer

Nacra’erne tester og vinder på Gran Canaria

Lin Cenholt og Anders Thomsen tester vægtkombination sammen med Allan Nørregaard i Nacra 17.

Trods test af besætningskombinationer blev det til to podieplaceringer for de danske Nacra-sejlere.

I et lille felt primært med danske og tyske både var der rig mulighed til at teste for de danske Nacra-sejlere i den nye olympiske katamaran.

”Det var en kort, men succesfuld tur til Gran Canaria. På holdet havde Anders Thomsen, Lin Cenholt og jeg to hovedformål. Et at træne i de store rullende bølger, som vi kan risikere at få under VM i Santander. To at teste forskelige vægtkombinationer inden World Cuppen på Mallorca,” siger Allan Nørregaard.

Hele vinteren har Anette Viborg og Martin Hjortlund trænet på Gran Canaria, mens de øvrige landsholdsbesætninger deltog i årets første World Cup i Miami. Træningen sluttede af med stævnet Regata Internationale de Carnaval. Allan Nørregaard og Lin Cenholt løb med sejren på sidstedagen. Martin Hjortlund rejste allerede hjem lørdag for at starte sin tur til Caribien, derfor sejlede Anette Viborg stævnet med en tysk veninde, Suse Brechlin, i bedste girl-power stil, og pigerne endte på en samlet 3. plads.

Intensivt træningssamarbejde
Anette og Martin fik nys fra Miami om at landholdssejlerne i Nacra 17, bestående af Allan Nørgaard, Lin Cenholt og Anders Thomsen, gerne ville deltage i den sidste uges træning på Gran Canaria.

”Vi fik organiseret en lejet Nacra 17 og lejlighed til dem i en fart, og det var fedt at få landsholdet som sparringspartnere i en hel uge. De havde virkelig god viden med fra World Cuppen i Miami. Hvor det danske Nacra 17 landshold havde deres debut mod de bedste i klassen,” siger Anette Viborg styrkvinde på Danish Nacra Sailing.

Næste udfordring for de nye Nacra-besætninger bliver World Cuppen på Mallorca med start den 29. marts. Fire danske Nacra 17 stiller til start.