Dansk Sejlunion



13. januar 2014 22:34

Dansk Sejlunions samarbejde med Codan stopper

Flemming Ø. Pedersen
Foto: Flemming Ø. Pedersen

Mangeårigt samarbejde om at tilbyde forsikringer til klubber og bådejere er ophørt ved udgangen af 2013. Alle eksisterende forsikringer fortsætter dog på uændrede vilkår. Samtidig arbejder Dansk Sejlunion på en ny ordning.

Dansk Sejlunion og forsikringsselskabet Codan har gennem mange år haft et samarbejde om at tilbyde forsikringer til Dansk Sejlunions klubber og medlemmer. Dette samarbejde opsagde Codan i løbet af 2013 – med virkning fra årets udgang.

Det betyder, at Dansk Sejlunion fra 1. januar 2014 og indtil videre ikke har et forsikringstilbud til klubber og bådejere, der ønsker at tegne nye forsikringer. Alle de eksisterende forsikringer forsætter dog hos Codan på uændrede vilkår og priser.

”Vi har haft stor glæde af samarbejdet med Codan. Samarbejdet har sikret nogle attraktive forsikringsløsninger for Dansk Sejlunions medlemmer. Opsigelsen fra Codan har vi benyttet som anledning til at analysere, hvordan vi fremadrettet kan skabe et nyt forsikringstilbud til klubber og bådejere,” forklarer Steen Wintlev, sejladschef i Dansk Sejlunion.

”Vi er landet på en løsning, hvor vi i højere grad end hidtil tager udgangspunkt i den enkelte sejlers individuelle situation. De endelige aftaler kommer på plads inden for de nærmeste uger. Foreløbig kan vi fastslå, at vi går væk fra modellen, hvor samarbejdet er forankret i et enkelt forsikringsselskab,” siger han videre. 

Foruden at tilbyde ansvars- og kaskoforsikringer til bådejerne bliver der også etableret en ordning, som servicerer klubberne i forhold til deres forsikring af klubbåde, klubhuse og indbo.

”Så snart, den nye ordning er endeligt på plads, vil vi naturligvis informere om det til klubber og medlemmer,” siger Steen Wintlev.