Dansk Sejlunion



1. august 2013 23:49

29er VM – dansk pigebesætning i top-20

Jeanine Olrik og Frederikke Graversen hopper 29 pladser frem i stillingen. Nummer 17 før sidste dag – og næstbedste pigebesætning.

De seneste dage har der været langt mellem de danske opmuntringer ved 29er VM i Kaløvig. Det ændrede sig torsdag takket være Jeanine Olrik og Frederikke Graversen, der med en 1-4-14-7 serie i dagens fire sejladser sprang fra en placering som nummer 46 og op på en samlet 17. plads.

De to sejlere fra Fredericia Sejlklub er samtidig næstbedste pigebesætning, kun overgået af de norske søstre Ragna og Maia Agerup på en 10. plads. Der er 35 placeringspoint mellem de to besætninger, så VM-titlen som bedste pigebesætning ligger til nordmændene.

Der er et stort hul ned til næstbedste danske besætning, Frederik Melson og Markus Oliver Nielsen, Middelfart Sejlklub, der ligger nummer 40 efter endnu en lidt skuffende dag med en 19. plads som deres bedste resultat.

Franskmænd tilbage i toppen
Vindforholdene torsdag bød på tre m/s under de første tre sejladser. Før fjerde og sidste sejlads drejede vinden 90 grader over i nord og øgede til fem m/s.

Helt i toppen af feltet er franskmændene Rual og Amoros tilbage på førstepladsen med et klart forspring til en new zealandsk og en amerikansk båd på de næste pladser. Top-ti domineres af amerikanere og australiere - der er blot tre europæiske besætninger.  

VM afsluttes fredag. Der er planlagt tre sejladser for guldfeltet.

VM i 29er - efter dag 5
(dagens placeringer)

17.   Jeanine Olrik/Frederikke Graversen (1, 4, 14, 7)
40.   Frederik Melson/Markus Nielsen (23, 19, 43, 39)
46.   Carl Emil Baad/Sebastian Byrsting (29, 38, 23, 49)
50.   Tobias Andersen/ Frederik Korsgaard (38, 34, 29, 48)
51.   Joakim Salskov/Andreas Kjærgaard (33, 50, 51, 45)

Ovennævnte er de fem danske både i guldfeltet.

Se alle danske placeringer

Foto: Shuttersail.com