Dansk Sejlunion



23. juli 2013 01:29

Dansk top-ti placering ved Laser U21 VM

Sofie Slotsgaard sluttede på en niendeplads ved U21 VM for Laser Radial. I Laser Standard faldt Stig Steinfurth tilbage som nummer 29.

I mangel på vind lykkedes det blot at gennemføre en enkelt finalesejlads søndag ved Laser-sejlernes VM for U21-sejlere. 

Dermed kunne vinderne kåres - tysk sejr hos pigerne i Radial og australsk hos drengene i Laser Standard. 

Set i dansk perspektiv blev Sofie Slotsgaard fra Fredericia Sejlklub bedst placeret med en samlet niendeplads. Hun sluttede som nr. 15 i den afsluttende finalesejlads, hvilket var nok til at rykke hende tre pladser frem i klassementet.

Kraftigt dyk til sidst
I Laser Standard blev Stig Steinfurth bedste dansker på en 29. plads. En slutplacering, han næppe kan være tilfreds med efter en noget uheldig afslutning på stævnet med først en diskvalifikation i næstsidste og dernæst en placering som nr. 65 i sidste sejlads.

Blandt de øvrige sluttede Victor Thurøe flot af med en 5. plads i sidste sejlads, hvilket gav ham en fremgang på 20 pladser i stillingen.

Danske slutplaceringer ved Laser U21 VM

Laser Radial
9.   Sofie Slotsgaaard 

Laser Standard
29.  Stig Steinfurth
56.  Martin Jessen
86.  André Højen
92.  Victor Thurøe