Dansk Sejlunion



17. juni 2013 13:40

Klubberne fejrede 100 året for deres fællesskab

Flere klubber rundt om i landet benyttede 100 års jubilæumsdagen for Dansk Sejlunion til at mødes i den festlige anledning.

Foto: Jubilæumsreceptionen i Horsens Sejlklub med tidligere DS-formand Carl Gerstrøm på talerstolen, samt presseklip fra Kalundborg (Nordvestnyt) og Odense (Fyens Stifttidende).

270 klubber er med i Dansk Sejlunion og flere brugte jubilæumsdagen i torsdags, samt weekenden, til at markere det 100-årige samarbejde klubberne imellem.

Nedenfor er kort omtale af de arrangementer som Dansk Sejlunion har kendskab til:

Sønderborg Yacht-Club havde inviteret til åbent hus, hvor byen borgere kunne komme ud at sejle. Ved aftenens reception blev der spist mere end 500 grillpølser af de fremmødte - heraf mange af klubbens tidligere formænd. DR Syd kiggede også forbi og interviewede klubbens juniorformand Finn Halberg.

Horsens Sejlklub fejrede Dansk Sejlunions 100 års jubilæum efter torsdagens aftenmatch og Optimisternes træning. Godt 30 unge og lidt flere voksne; kapsejlere, elever fra sejlerskolen, optiforældre m.f., mødtes. I en kort tale blev der fortalt om Dansk Sejlunions stiftelse og virke gennem 100 år. Der blev serveret "mole" øl og sodavand og aftenen sluttede med et trefoldigt leve for klub og union.

De fire klubber i Odense; Odense Sejlklub, Odense Yachtklub, Sejlklubben Fjorden Odense og Motorbådsklubben Frem, fejrede jubilæet med en Eskadre-sejlads på Odense Kanal. Omkring 30 både med signalflag i masterne sejlede turen ind af kanalen.

Kalundborg Sejlklub fejrede jubilæumsdagen med Optimistsejlads på vandet - dog nåede de yngste ikke så langt grundet kraftig blæst. Sejlklubbens ungdomsafdeling tæller godt 25 sejlere.

Hos Asaa Baadelaug kunne man både fejre sit eget 40 års jubilæum samt Sejlunionens 100 års jubilæum på samme dag. Bådelauget blev nemlig stiftet den 13. juni 1973.
 
Skive Sejlklub afholdt blandt andet jubilæumsregatta i havnen med Optimistjoller torsdag den 13. juni.

Hobro Sejlklub holdt jubilæumsreception for klubbens medlemmer, hvor dagen blandt andet bød på orientering, øvelser og demonstration af havnens og sejlernes sikkerhedsudstyr.

I Sejlklubben Køge Bugt blev weekenden brugt til åbent hus arrangement. SKB's tre afdelinger; Ungdomsafdelingen, Sejlerskolen og Dykkerafdelingen, stod klar weekenden over med forskellige tilbud til de fremmødte om at prøve jollesejlads, windsurfing, Stand Up Paddling, skolebådene og dykning.

Afholdt din klub også en arrangement i forbindelse med 100 års jubilæet, eller afholdes der noget i fremtiden, så fortæl gerne om det i kommentarfeltet…