Dansk Sejlunion



11. april 2013 20:32

Tilmeld dig årets første TORM Grandprix

Årets første TORM Ungdoms Grandprix står for døren. Umiddelbart før TORM Grandprix’et bliver der afviklet en landsholdslejr, som er åben for deltagelse af alle ungdomssejlere. Bønnerup Strand byder traditionelt på et fantastisk sejladsfarvand, så alt taler for et stævne, man som ung kapsejler bare bliver nødt til at deltage i.

Kom godt fra start i Grandprix-serien

Alt taler for, at ungdomssejlere med lyst til kapsejlads får en fantastisk weekend i Bønnerup Strand d. 26.-28. april med vennerne fra hele landet. TORM Ungdoms Grandprix-serien er en unik mulighed for, at ungdomssejlere kan møde mange andre unge, der sejler kapsejlads i den samme bådklasse. Og desuden har deltagerne til TORM Grandprix'erne en unik mulighed for at stifte bekendtskab med andre bådklasser.

Helt generelt er det sådan, at årets første stævne kan få stor indflydelse for den enkelte sejlers/besætnings placering i TORM Grandprix-seriens samlede klassement. Baneleder, Martin Frislev, pointerer:

"Årets første stævne er super vigtigt i forhold til at komme godt fra start i årets samlede klassement. Kort og godt kan man sige, at man er kommet bagud på point, hvis man ikke dukker op. Og så er Bønnerup Strand et godt sted, hvis man er ny sejler eller besætning i TORM Ungdoms Grandprix'er. Der er både gode sejladsforhold og så er det et uformelt og rart sted at være".

Tilmeldtormgrandprix _bonnerup

Mød Landsholdssejlerne til TORM Grandprix

Udover at det er en god idé at deltage i årets første TORM Grandprix i forhold til den samlede stilling i TORM Grandprix-serien, er der til det kommende stævne i Bønnerup Strand gode muligheder for tips på flere fronter. Dansk Sejlunion stiller med mange trænere, og desuden deltager de olympiske sejlere. Talentudvikler i Dansk Sejlunion, Jan Christiansen, fortæller:

"De olympiske sejlere i Laser, Laser Radial, 49'er og 49'er FX kommer til TORM Grandprix'et. At de olympiske sejlere deltager, kommer helt sikkert til at give stor inspiration for ungdomssejlerne. De olympiske sejlere kommer til at give ungdomssejlerne en øjenåbner på banen, når man pludselig sejler kapsejlads med sejlere på så højt niveau. Så ungdomssejlerne kommer til at lære en masse. I øvrigt er der udtagelse til "ISAF YSWC" og "Eurosaf YSEC" til TORM Grandprixet til klasserne "catamaran", "single-handed boys & girls" og "Open Skiff".

Træningslejr for landsholdssejlere er åbent for alle

I dagene op til TORM Grandprixet holder Dansk Sejlunions Sejlerlandshold træningslejr. Andre sejlere, som kunne have lyst til at være med på træningslejren, er velkomne med forståelse for fokus i Den Danske Model i dansk sejlsports aldersrelaterede træningskoncept (ATK).

Der vil være mulighed for at deltage i alle dele af træningslejrens arrangementer. Sejleren skal dog være 100% selvhjulpen på land og på vand, og omkostninger til mad, drikke, overnatning og aktiviteter ud over træningssamlingen kræver en mindre særbetaling (eksempel go-cart), som sejleren selv skal stå for.

En træningslejr med så stor potentiel volumen giver ungdomssejlerne en unik mulighed for træning på højt niveau efter Den Danske Model i dansk sejlsports aldersrelaterede træningskoncept (ATK).

I forbindelse med træningslejren og TORM Grandprixet har sejlere, der har tilmeldt sig træningslejren, mulighed for overnatning og logi, herunder også under stævnet. Den enkelte sejler skal tilmelde sig træningslejren gennem Dansk Sejlunions kursus- og arrangements kalender via mit.sejlsport.dk. (tryk på banner nedenfor).

Træningslejr

Tilmelding til TORM Ungdoms Granprix'et i Bønnerup Strand foregår på Bønnerups Strands tilmeldingsmodul (tryk på banner midt på siden).

Se også Bønnerup Strand Sejlklubs hjemmeside.

Vel mødt til et brag af et stævne og træningslejr, der skyder sæsonen med manér!