Dansk Sejlunion



8. december 2013 10:08

Hestbæk og Olesen sluttede på 8. plads

Michael Hestbæk og Claus Olesen var sølle tre sekunder fra videre avancement i Star Sailors League. Med ottendepladsen indkassererer danskerne en præmie på 9.000 dollars - svarende til knap 50.000 kr.

Finalerne ved Star Sailors League på Bahamas sluttede lørdag aften dansk tid. Ganske som ventet med forhåndsfavoritterne Robert Scheidt og Bruno Prada som vindere af førstepræmien på 40.000 dollars. De brasilianske flerdobbelte verdensmestre vandt fem af de sidste seks sejladser.

For Michael Hestbæk og Claus Olesen sluttede stævnet efter første af de tre finalesejladser. De syv bedste ud af ti gik videre til anden finalesejlads. Desværre blev danskerne nummer otte - slået med sølle tre sekunder af den italienske båd.

Fart på læns
"Endelig fik vi god fart på læns. Faktisk kunne vi holde fart med Robert Scheidt  i dag," sagde Claus Olesen og konstaterede, at "en sejlads mere ville have været sjov."

Pengepræmien sikrer, at der er balance i regnskabet for de to danske OL-sejlere.

"Turen løber lige rundt for os. Vi har måttet købe nye sejl for at kunne stille op herovre, sagde Claus Olesen.

Måske flere stævner
Star Sailors League fortsætter i 2014. Efter planen med endnu større penge på højkant. 

"Vi vil gerne sejle igen, men vi har ikke lige 400.000 kr. til en ny Starbåd. Men vi regner alligevel med at få sejlet i den nye liga," sagde Michael Hestbæk.

Billede og citater er leveret af journalist Troels Lykke, Minbaad.dk