Dansk Sejlunion



8. december 2013 20:14

Allan Nørregaard - vandet i Rio er forurenet

Den danske OL-bronzevinder er én blandt flere topsejlere, der er rystet over forholdene i det kommende OL-vand ud for Rio.

"Jeg har sejlet over hele verden i 20 år, og det her er det mest forurenede sted, jeg nogensinde har været," siger Allan Nørregaard til Associated Press.

Den danske topsejler er i Rio i øjeblikket for at deltage i et 49er-stævne, der sejles i det kommende OL-område.

Sejlere med røde knopper
"Jeg vil under ingen omstændigheder svømme i vandet. Vi har oplevet et par gange, at sejlere er faldet i vandet og bag efter har fået røde knopper på kroppen," siger Nørregaard, der kan beretter om store mængder træ, døre, madrasser og uendeligt mange plastikposer som noget af det, der flyder rundt i vandet.     

"Det er en skam, for det er ellers et smukt område og en smuk by," konstarerer Allan Nørregaard.

Ingen fremskridt
Han bakkes op af den lokale 49erFX-sejler Martine Grael, datter af den dobbelte OL-guldvinder med danske aner, Torben Grael.

"Jeg har kendt området, siden jeg var barn, og det er kun blevet værre. Regeringen siger, den har masser af planer for oprydning, men indtil nu har jeg ikke set nogen forbedringer," siger Martine Grael til Associated Press.

Ian Barker, der er tidligere britisk OL-sølvvinder - og i dag træner for Irland - kalder forholdene "afskyelige".

"Der må gøres noget. Men det kræver politisk vilje - og den er ikke til stede i øjeblikket," konstaterer Barker.

Bekymret IOC-præsident
Den nyvalgte IOC-præsident, tyskeren Thomas Bach, kommer til Rio kort efter nytår - ikke mindst for at tilse brasilianernes OL-forberedelser, der på flere punkter er bagud i forhold til tidsplanerne.

Forurening i området er også et tema på dagsordenen under IOC-præsidentens besøg. Ifølge Associated Press bliver op mod 70 procent af Rios spildevand ledt ufiltreret ud i vandet omkring byen. 

Den brasilianske regering har lovet at ryde op i området - og samtidig minimere udledningen af spildevand. Opgaven skal være løst før starten på OL om to et halvt år.

Billedet: Allan Nørregaard og Anders Thomsen er i øjeblikket i Rio for at deltage i et internationalt 49er-stævne.  Begge sejlere er i øvrigt på vej til at sætte 49er-karrieren på pause for i stedet at satse på Nacra 17.

Arkivfoto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion