Dansk Sejlunion



1. oktober 2013 14:11 af

Sarah Gunni femtebedst i VM-start

Laser Radial VM blev i dag skudt i gang af de kinesiske værter. Sarah Gunni og Anne-Marie Rindom er blandt de 78 deltagere.

De danske Laser Radial-sejlere Sarah Gunni og Anne-Marie Rindom har taget turen til Rizhao i det nordlige Kina. Her sejles den olympiske Laser Radial-klasses VM sejles fra 1.-7. oktober.

To sejladser blev gennemført på førstedagen af eventen der forventes gennemført i lettere vinde.

"Forholdene her er svære, og skifter en del fra dag til dag. Der er både meget strøm og springende vind. Med den vindstyrke vi havde i dag, sejler alle omtrent samme fart, hvilket gør det svært og tæt," fortæller Sarah Gunni fra Rizhao og fortsætter:

"Derudover er der en spændt stemning i feltet, som har givet rigtig mange sorte og gule flag i dag. Så det har handlet om at holde hovedet koldt og i sejladserne fokusere på hver en meter."

Gult flag uden betydning
Sarah Gunni fik selv et gult flag (straf for pump, red.) i første start - heldigvis for danskeren blev starten kaldt tilbage. Herefter blev det til en 9. og 2. plads hvilket giver Gunni en samlet 5. plads.

For Anne-Marie Rindom på den samlede 38. plads blev dagen tung resultatmæssigt med en 24. og 17. plads.

Amerikanske Paige Railey fører VM.

Se flere resultater her (pdf) samt på den officielle stævneside rizhaolaserworlds2013.com.

Foto: rizhaolaserworlds2013.com.