Dansk Sejlunion



22. januar 2013 15:28

OL-medaljevindere mixer to nye 49er tophold

Det klare mål for de to nye tophold i den olympiske 49er er EM-medaljer til sommer på hjemmebane i Aarhus.

Olympisk guld- og bronze-medaljevinder Jonas Warrer og Peter Lang er dansk sejlsports nye stærke 49er-konstellation, mens Allan Nørregaard og Anders Thomsen fortsætter deres succesrige samarbejde der sikrede dem EM-sølv i efteråret.

Sportschef i Dansk Sejlunion Thomas Jacobsen siger: "Vi er stolte over, at kunne præsentere to så stærke 49er-besætninger på Sejlerlandsholdet i 2013. De to besætninger har kvaliteterne der skal til for at vinde medaljer ved årets EM, der afholdes i Aarhus til sommer. Herudover glæder det Dansk Sejlunion, at så talentfulde sejlere også har høje ambitioner med OL som sigte, hvilket er et klart mål med vores satsning for 49er-klassen."

EM-sølvvindere fortsætter samarbejder
Kort tid efter Allan Nørregaard havde vundet OL-bronze stillede han op til EM med sin nye makker Anders Thomsen. Danskerne overraskede hele sejlerverdenen med deres akrobatiske sejlstil, hvor rorsmanden stiller sig på skuldrene af gasten for at give 49eren mere fart - noget ingen havde gjort før under kapsejlads. I en hektisk finalesejlads blev det til dansk EM-sølv. Nu ser OL-bronzevinderen frem mod næste OL:

"OL i Rio er hovedmålet, der ligger et godt stykke ude i fremtiden - nu har vi mulighed for at teste set-up med nye konstellationer i 49er-gruppen. Det vil være med til, at vi udvikler os mere frem mod OL hver især. Under EM sidste år fungerede Anders' og mit samarbejde rigtig godt, så det bygger vi nu videre på."

OL-guld og -bronze i samme båd
De fleste husker de dramatiske billeder fra Kina, da Jonas Warrer og Martin Kirketerp, trods en knækket mast, sikrede OL-guldmedaljerne. Nu er Jonas Warrer tilbage i jagten på mere OL-metal, og det er sammen med sommerens OL-bronzevinder Peter Lang. En erfaren konstellation der har ambitioner ud over OL-sejlsporten.


"Vi brænder begge for sejlsporten og ser med samarbejdet en fantastisk mulighed for at blive de bedste 49er-sejlere i verden. Vi vil med vores satsning følge vores sportslige mål, ambitioner samt lægge fundamentet et dansk professionelt sejlsportshold. Vi har et ambitiøst mål om allerede at vinde medaljer i år," siger Jonas Warrer.

Næste gang de to 49er-besætninger vil være på vandet er for Warrer/Lang til træning på Mallorca, mens Nørregaard/Thomsen drager til Brasilien for at se på forholdene, hvor OL sejles.