Dansk Sejlunion



13. september 2012 21:00

Instruktør/Træner kurser 2012/2013

Hvert år uddanner Dansk Sejlunion ca. 400 instruktører og trænere til at varetage instruktion på klubniveau samt træning på talent/elite-niveau. Datoerne for instruktør- og trænerkurser i kursussæsonen 2012/2013 ligger nu klar.

Ekstra udbytte ved kurser
Dansk Sejlunions instruktør- og træneruddannelser er en vigtig del af Dansk Sejlsports Aldersrelaterede Trænings Koncept (ATK).

I forbindelse med lanceringen og implementeringen af ATK har Dansk Sejlunion taget initiativ til, at klubber, som har haft mindst 2 instruktører på kursus, bliver tilbudt at få sparring fra en kompetent ATK-træner. Nærmere bestemt betyder det, at instruktørerne gennem "ATK i praksis" får konkret sparring på to træningsaftener i klubben.

Under forudsætning af deltagelse med mindst to instruktører har alle klubber haft tilbuddet om "ATK i praksis" i 2012, hvilket har vist sig enormt frugtbart. Derfor er dette tilbud også gældende i sæsonen 2013.

Klubber, som får uddannet mindst to instruktører, har dermed mulighed for at få ekstra udbytte af de populære kurser, og vælger klubberne at benytte sig af tilbuddet om "ATK i praksis", får man i klubben alletiders mulighed for at hæve niveauet i klubbens træningstilbud. Derfor kan klubber også med fordel sørge for, at instruktørerne tilmelder sig til kurserne i god tid for at sikre sig pladser.

Læs mere om erfaringerne fra ATK i praksis i en tidligere artikel.

Tilmelding til kurser foregår med instruktørens/trænerens individuelle brugerprofil i Dansk Sejlunions medlemssystem.