Dansk Sejlunion



6. august 2012 13:43

Ude af OL efter tabt omsejlads

Team Meldgaard formåede ikke at konvertere omsejlads til en plads i kvartfinalen.

De kæmpede med alt, hvad de havde, men det rakte ikke til sidst. Den danske matchracebåd med Susanne Boidin, Tina Gramkov og skipper Lotte Meldgaard slutter OL på en 10. plads - to placeringer fra den 8. plads, der ville have givet en plads i kvartfinalen.

Det er resultatet efter mandagens omsejlads mellem Danmark og Spanien. En sejlads, der blev sat i værk, efter at en videooptagelse havde dokumenteret en dommerfejl i den oprindelige sejlads mellem de to både.

Det blev en tæt match, hvor føringen skiftede flere gange. Tidligt i matchen blev spanierne tildelt en straf, men fornåede alligevel i sidste ende at knibe sig foran på målstregen.

Det var spaniernes ottende sejr, og båden er dermed en sikker kvarfinaledeltager. Team Meldgaard kan trods alt glæde sig over, at besætningen med en samlet 10. plads (8 nederlag, 3 sejre) mere end levede op til sin kvalifiaktion som 12. bedste nation.

Foto: onEdition