Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



8. august 2012 13:29

Kronprinsen besøgte OL-sejlerne

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik fulgte med fra tætteste hold, da Jonas Høgh-Christensen vandt olympisk sølv.

Jonas Høgh-Christensen fik en royal modtagelse efter Medal Race hos Finnjollerne, søndag den 4. august.

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik stod klar på havnen og var en af de første til at tage imod Jonas Høgh med både en gratulation over den vundne sølvmedalje og samtidig et par opmuntrende ord over guldet, der glippede til allersidst. 

Med på vandet
Kronprinsen var ankommet til Weymouth et par timer tidligere, hvorefter han kom på vandet og havde mulighed for at følge det nervepirrende gulddrama i Finnjolle-klassen. 

Kronprinsens store hjerte for sejlsporten er velkendt, og hans dybe indsigt var tydelig, da han efterfølgende talte med Jonas Høgh om finalesejladsens forløb. 

Besøgte TORM Meeting Point
Senere på eftermiddagen besøgte Kronprinsen TORM Meeting Point, hvor han hilste på en række andre sejlere, som han har sejlet med i tidens løb. 

Han var også til stede, da en bevæget Jonas Høgh lidt senere ankom til TORM Meeting Point, hvor han fik en stormende modtagelse. 

Sidst på eftermiddagen forlod Kronprinsen igen Weymouth for at tage tilbage til London og følge legenes videre forløb.

Billedet: HKH Kronprinsen tager imod Jonas Høgh efter Medal Race. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion