Dansk Sejlunion



6. august 2012 18:40

49er på bronzeplads før Medal Race

Allan Nørregaard og Peter Lang har fået momentum på det helt rigtige tidspunkt. Opgør om bronze bliver ekstremt tæt. Guld og sølv er afgjort.

Endnu en dansk OL-medalje i sejlsport er inden for rækkevidde. Med gode præstationer i de sidste fire sejladser før Medal Race, har 49eren med Allan Nørregaard og Peter Lang sejlet sig op på 3. pladsen.

Opturen begyndte med to 4. pladser søndag, og mandag fulgte Allan og Peter op med en 3. og en 9. plads. Der skulle lidt held til undervejs.

Dagens første sejlads blev kaldt tilbage på grund af et pludseligt vindskifte. På det tidspunkt lå danskerne langt tilbage, efter de kolliderede med den spanske båd og måtte tage en straf.  

Omstarten gik langt bedre, de var med helt fremme fra start til slut.

I anden sejlads kom de mindre godt fra start, men kæmpede sig nogle pladser frem, oveni fik de hjælp fra et par både, der havde uorden i målgangen. 

Samlet ligger Allan og Peter nummer 3 med 108 point, Finland på 4. pladsen har 109 point, derefter følger Storbritannien med 114, Frankrig med 115 og Østrig med 116 point.

Er bronzekampen tæt, er der til gengæld ikke mere tvivl om hverken guld eller sølv. Australierne Outteridge og Jensen bliver olympiske mestre i suveræn stil, og den new zealandske båd slutter som sølvvinder.

De to både har været i særklasse, og i dagens sidste sejlads blev deres respektive forspring så store, at Medal Race - trods dobbeltpoint - ikke kan rokke ved de to øverste pladser.

Men bronzemedaljen er stadig i spil. Og der er en dansk båd med i kampen.

Foto: onEdition