Dansk Sejlunion



28. juli 2012 19:50

OL: Gode generalprøver for Finnjolle og Matchrace

Team Meldgaard sejlede to prøvesejladser – og vandt begge. Også Jonas Høgh-Christensen fik tanket selvtillid med et godt Practice Race.

Søndag kl. 13.00 dansk tid er Jonas Høgh-Christensen første danske sejler i OL-aktion, når Finnjollerne sejler første af dagens to sejladser.

Lørdag deltog Høgh sammen med omkring to tredjedele af feltet i Practice Race, den sidste chance for at teste grej og se konkurenterne i øjnene. Høgh'en slap godt igennem, han førte sejladsen klart, før han valgte t trække sig ud efter andet kryds.

Jeg er klar
"Jeg synes, det gik godt derude i dag. Jeg føler mig klar, og nu glæder jeg mig bare rigtigt meget til at komme i gang," sagde Jonas Høgh-Christensen.

Også Team Meldgaard fik en glimrende generalprøve, før det søndag går løs med de to første runder i Round Robin.

To sejre
Besætningen med Lotte Meldgaard, Tina Gramkov og Susanne Boidin vandt først over en af guldfavoritterne, britiske Lucy Macgregor, og i andet Practice Race blev den finske verdensmester, Silja Lehtinen, besejret.

"Det var en rigtig god træningsdag," sagde skipper Lotte Meldgaard og undlod at tillægge de to resultater alt for stor betydning. Træningssejladser er træning.

Søndag møder Team Meldgaard igen Lucy Macgregor - i første runde - og i anden runde venter en anden af favoritterne, amerikanske Anna Tunnicliffe.   

Billedet: Jonas Høgh bliver interviewet af BBC efter lørdagens Practice Race. (Foto: Flemming Ø. Pedersen).