Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



5. juli 2012 11:39

John Christensen runder 70

Dansk Sejlunions tidligere formand John Christensen, Odense fejrer fredag den 6. juli sin 70 års fødselsdag i Odense Sejlklubs klubhus.

John Christensen er selv inkarneret Folkebådssejler, men det har været lederrollerne i sejlsporten, som har præget hans sejlsports karriere.

John var formand for Dansk Sejlunion fra 1985 til 1991, og var tillige chef for det danske OL-sejlerhold i Los Angelos 1984 samt Busan/Sydkorea i 1988. Før dette var John involveret i Dansk Sejlunions uddannelsesområde, samt kæmpede også gennem en lang årrække for at Dansk Sejlunion kunne få sin første professionelle landstræner i den såkaldte "Trænerordning", hvortil der blev opkrævet 10 kr. pr. kapsejlende båd ved danske kapsejladser.

Efter en lang indsats for Dansk Sejlunion, indstillede unionen John til DIF's bestyrelse, hvor han sad i en periode på mere end 10 år. I denne periode var John blandt andet formand for DIF's eliteudvalg samt chef de mission ved OL i Atlanta 1996. John var også gennem en årrække DIF's kontakt til Team Danmark.

John blev faktisk også den første DS-formand, som har siddet i DIF's bestyrelse og haft andre markante lederfunktioner i DIF.

Johns sejlerliv er foregået i Odense Sejlklub, hvor han har været kapsejladschef og stærkt involveret i Odense Sejlklubs succesfuld Fyn Rundt fra Korhavn, som gennem mange år tiltrak mere en 1000 både på startlinjen - verdens næststørste kapsejlads efter Sjælland Rundt.

I dag er John involveret i Odense Sejlklubs seniorsejlerskole, som har fået nyt liv.

Tillykke John - og tak for din mangeårige og kæmpestore indsats for dansk sejlsport og dansk idræt.

Foto: OL-sejlerholdet fra 1988 som John Christensen var leder for. Jørgen Bojsen-Møller og Christian Grønborg vandt guld i Flying Dutchman og i Soling vandt Jesper Bank, Steen Secher og Jan Mathiasen bronze.