Dansk Sejlunion



15. maj 2012 17:10

Fra San Francisco til Silkeborg

Sommetider gentager historien sig. Og sådan er det også gået med Optimistjollens historie. Optimistjollen startede ifølge myten som en sæbekassebil med sejl. Nu relanceres ”Opti-mobilen” under fænomenet ’tørsejlads’.

Myten om optimistjollen går som bekendt på, at nogle børn i San Francisco hittede på at sætte sejl på deres sæbekassebiler for at race rundt på gader og stræder. En lokal bager blev dog så irriteret over børnenes hittepåsomhed, at han smed sæbekassebilerne i havnen - og konceptet til en ny jolletype var født.

I Silkeborg Sejlklub har man valgt at genoplive myten. Her introducerer man nemlig børnene for 'tørsejlads' i Optimistjolle, inden de kommer ud i havnebassinet.

Optimobil1.jpg

Tørsejlads i Optimistjolle
Annette Diget fra Silkeborg Sejlklub fortæller:

"Instruktion af unge optimister har altid været et spændende projekt, der under påvirkning af tidens mere eller mindre pædagogiske strømninger har skabt mange nye tiltag. Seneste tiltag i Silkeborg Sejlklubs Ungdomsafdeling er gået så vidt som til udskiftningen af det våde element, sådan at man fra tidlig forår kan se de små sejlere 'sejle' rundt på parkeringspladsen foran klubhuset. Det foregår i klubbens såkaldte "Opti-mobil", der er lavet af en gammel Optimistjolle, som skulle have været på lossepladsen, og tre hjul fra det lokale byggefirma. Med hjælp fra en forældre blev der også sat ror på, og fuldt tilrigget har børnene ikke blot mulighed for at finde sig til rette, lære at placere sig i jollen og prøve at hænge, men også at samle erfaringer omkring vind og vindretning i de trygge omgivelser på land.

optimobil2.JPG

Med en instruktør fastspændt foran fanglinen har sejlturene på land været en stor succes hos de små sejlere, og selvom enkelte instruktører brummer lidt over opgaven som trækæsel, er det tydeligt at børnene har lært noget, når de endelig skal prøve kræfter med den rigtige sejlads og kastes ud på bølgen blå".

optimobil3.JPG

Flere anvendelser af gamle Opti-skrog
Står man med gamle Opti-skrog i sejlklubben kan det være alle tiders idé at lave "Opti-mobiler". Når man i øvrigt er gået i gang med at få overblik over klubbens fleet af Optimistjoller, kan mange klubber få glæde af at købe "TORM Optipakker". En TORM Optipakke er et komplet renoveringssæt til hele tre Optimistjoller til den symbolske pris af kr. 7600,- for 3 rigge, ror, sværd og i al sin enkelthed samtlige andre komponenter til at renovere 3 Optimistjoller til spotpris.

Se mere om "TORM Optipakker" med tilskud fra Dansk Sejlunion og TORM Fonden her.

God fornøjelse med at lave 'Opti-mobiler' og renoveringen af klubbens gamle Optimistjoller!!

TORM_optipakke _renoveret _jolle