Dansk Sejlunion



Navigation

Basis for al navigation er skippers fundamentale viden om navigation og den korrekte brug af bådens navigationsinstrumenter.

Du kan købe lige så meget elektronik du vil, indkøbene kan kun bruges til at supplere din viden om navigation.

Viden om navigation kan man opnå gennem sejlserskolernes undervisning, selvstudier og eller gennem "mesterlære".

Hvordan man bruger moderne navigationsinstrumenter og om nøjagtigheden, kan man kun få gennem læsning af manualer og praktisk erfaring, eventuelt formidlet fra sejler til sejler.

I de efterfølgende afsnit kan du læse om navigation og navigationsinstrumenter.

Søkort

Om brug af søkort ved sejladsplanlægning.

Soekort400px

Søkortdata i Danmark indsamles af Kort og Matrikelstyrelsen. Godkendte søkort trykkes og distribueres af Rosendahl Schultz grafisk A/S (2012). Andre forlag udgiver søsportskort, men disse er ikke godkendt af Kort og Matrikelstyrelsen, da man ikke kan garantere for behandlingen af de data, som ligger til grund for produktionen.

Søkortene skal være opdaterede, således at ændringer i farvandsafmærkninger og andre data er indført i kortene. Vedligeholdelsen af kortene skal ske ud fra Efterretninger for Søfarende eller ud fra Søkortrettelser. Oplysningerne kan findes på følgende hjemmesider:

Søfartsstyrelsen

Kort og Matrikelstyrelsen

Søkortene over de danske farvande ajourføres og trykkes efter behov.
 Oplysninger om gældende udgave af et kort kan ses på nederste højre hjørne af søkortet.

Oplysning om udgivelse af nye kort, nye udgaver eller ajourførte optryk bringes i "Søkortrettelser".

Ajourførte optryk

Søkortene udgives for størstepartens vedkommende som det, der benævnes ajourførte optryk. Et ajourført optryk af et kort udgives, når antallet af rettelser til et kort nødvendiggør dette, eller kortet er ved at være udsolgt. Et ajourført optryk indeholder alle rettelser, der er offentliggjort i "Søkortrettelser". Ved udgivelse af et ajourført optryk annulleres tidligere tryk med samme udgavenummer ikke, da brugeren løbende har kunnet opdatere søkortet via "Søkortrettelser".

Nye udgaver

Såfremt rettelserne til et kort er så omfattende, at det ikke er muligt eller forsvarligt at opdatere kortet via "Søkortrettelser", udgives en ny udgave af søkortet. Ved udgivelsen af en ny udgave annulleres den tidligere udgave af kortet.

Nye søkort

Kort & Matrikelstyrelsen fremstiller og udgiver et nyt kort, hvis ændringer i sejladsmønstret, ændringer i kravet til kortets dækning/skala eller lignende gør det nødvendigt.
Et nyt kort kan enten erstatte et eksisterende kort eller supplere kortsamlingen.

Søkort er ikke nok

En dom fra 2007 siger at opdaterede søkort ikke fritager fritidsskipperen for ansvar, hvis han forlader anbefalede ruter (afmærkede ruter). Der stilles ligeledes krav om, at man har sat sig ind i grundlaget for produktionen af søkort, havnelods og andet relevant materiale.

Kortplotter

 Kortplotter 01
En kortplotter er et apparat, som kan vise et elektronisk søkort på en lille skærm. En lang række firmaer producerer kortplottere til fritidsmarkedet. Fælles for alle kortplottere er, at de er forbundet med en GPS.

GPS'en gør det muligt at vise bådens position i det elektroniske søkort. I det fleste kortplottere kan man planlægge sin rute ved hjælp af en række waypoints. Kortplotteren kan på skærmen give en række oplysninger til brug for navigationen, herunder kurs og distance til næste waypoint, bådens beholdne fart og meget mere. Har man andet elektronisk udstyr ombord kan dette ofte tilsluttes kortplotteren.

Kortplotter 02

Der findes på markedet også en række "elektroniske" søkort, som sammen med et program kan lægges på en bærbar computer. Kobles en GPS til computeren, vil den virke som en kortplotter. Som eksempel kan nævnes Det Levende Søkort. Der er således ingen funktionsmæssig forskel på en computer med navigationssoftware og en kortplotter. En bærbar pc kan, hvis man sikre den ordentlig sagtens anvendes i en båd, samtidig får man fordel af den noget større skærm men må leve med at skærmen er meget mere følsom overfor sollys.

Kortplotter 03

Usikkerheden ved en kortplotter kan fastsættes til tre punkter:

1. Kortplotteren eller pc'en er afhængige af at der altid er strøm på systemet. Dette punkt skal tages alvorligt og det er derfor vigtigt at man har en sikker strømkilde. Af denne grund fastslår loven, at man skal have søkort ombord.

2. Visningen af skibets position er afhængig af den nøjagtighed GPS'en viser. Den nøjagtighed, som GPS'ere har i dag gør ikke dette til et problem.

3. Kortenes nøjagtighed og opdatering er i dag den væsentlige fejlkilde på en kortplotter. Kort og Matrikelstyrelsen er den eneste leverandør af officielle kortdata i Danmark. Alle elektroniske søkort er derfor være baseret på disse data og bør være opdateret. Prisen på opdatering af kort er i dag så høj, at mange forbrugere forsynder sig mod at opdatere kortene. Ligeledes er der kort på markedet, som er fejlbehæftede eller ikke opdateres systematisk. Dette adskiller sig dog ikke fra den situation man står i når man køber papirsøkort.

Kort og Matrikelstyrelsen har kendskab til mindst en kollision, som er sket på grundlag af fejlagtige oplysninger i søkortet.

Man skal ikke lade sig besnære af den tilsyneladende store præcision i det elektroniske søkort. Hvis man betragter alderen på søkortopmålingerne, kan der være sket mangt og meget siden sidste opmåling.

Brugt med fornuft kan kortplottere være til stor hjælp for navigationen.

Om GPS

Hvordan virker GPS-systemet og hvor præcist er det? Disse spørgsmål kan du blandt andet få svar på her.

Global Positioning System (GPS) er et system til navigation overalt på jordens overflade og i atmosfæren. Brugeren af systemet anvender en GPS-modtager, der på baggrund af signaler fra GPS-satellitter kan beregne geografisk position og evt. højde over havets overflade. Herudover sender GPS-satelliterne også et tidssignal, der kan anvendes af radioure. For at kunne bestemme sin 2D-position skal modtageren samtidigt kunne modtage signaler fra mindst 3 af de i alt 27 satellitter (1998) som er i kredsløb omkring jorden.

Med signaler fra 4 satellitter kan højden tillige bestemmes. Disse satellitter kredser om jorden i 6 forskellige baner (der er altså ca. 4 i hver bane) i en højde af ca. 20.000 km. I denne højde er omløbstiden 12 timer.

Systemet blev oprindeligt udviklet af det amerikanske forsvarsministerium til militært brug under navnet NAVSTAR, men er siden 1980'erne i anvendelse i både kommercielt og privat øjemed. Amerikanerne driver stadig systemet og kan i krigssituationer gøre systemet mindre nøjagtigt eller helt utilgængeligt for alle andre end det amerikanske militær. På den baggrund er EU i gang med at skabe et uafhængigt navigationssystem, Galileo. Rusland driver i forvejen lignede system kaldet GLONASS.

En GPS-satellit har en projekteret holdbarhed på omkring 10 år så nye generationer opsendes løbende. Derfor sker der også en løbende udvikling af systemet. Samtidig er det planen at øge antallet af satellitter til 33

Hver satellit har fire atomure om bord. Med fire uafhængige tidskilder kan tiden bestemmes meget nøjagtigt. Urene i hver satellit synkroniseres løbende. Positionsdata skal opdateres dagligt fra kontrolcentrene for at systemets præcision kan opretholdes. Uden opdatering vil usikkerheden på positioner på Jorden stige til 425 meter i løbet af 14 dage.

Før år 2000 var GPS-signalet overlejret med en SA-kode ("Selective Availability") som forringede præcisionen, men denne kode blev slået fra i år 2000. Denne handling gav derved civile brugere stærkt øget nøjagtighed (typisk 200 meter med SA og 20 meter uden SA).

Under alle omstændigheder vil en GPS modtager have en begrænset præcision og det skyldes især de følgende forhold:

  • Ionosfæren, som har en stor elektrontæthed og dermed ret stor indvirkning på signalerne.
  • Unøjagtigheder i satellitternes ure.
  • Refleksioner af signalerne mod bygninger eller andet.

Man kan modvirke disse unøjagtigheder på forskellige måder:

  • Bedre modtagerudstyr. Der forskes en del i udvikling af modtagere og tilhørende antenner som bl.a. kan undertrykke refleksioner.
  • Modtagelse af flere frekvenser. Dette er et middel til at eliminere forstyrrelser i atmosfæren, da man kan måle tidsforskydninger mellem de to signaler og derved bruge ionosfæremodeller til at estimere den totale indvirkning. I takt med moderniseringen af GPS-systemer vil blive endnu bedre muligheder for at bruge denne metode: I første omgang introduceres L2C signalet og når L5-frekvensen på et tidspunkt tages i brug vil man kunne bruge "triple"-frekvensmodtagere.

Differentiel GPS baserer sig på at man har en række referencestationer med en præcist etableret position. På disse stationer måles til stadighed hvad unøjagtigheden er på GPS-signalerne. Dette gøres ved at sammenligne den målte position med referencepositionen. Denne forskel udsendes så på en eller anden form til GPS-modtagerne i området og de kan da kompensere for den øjeblikkelige unøjagtighed. Differentiel GPS giver en meget høj præcision (under 5 cm i mange situationer) men kræver til gengæld at man har en referencestation i nærheden. Inden for skibsfart bruger man DGPS beacons som udsender korrektioner i mellembølgebåndet.

Nøjagtigheden af GPS er i dag så stor, at Farvandsvæsenet kan måle et stigende antal kollisioner mellem både og sømærker. Kollisionerne skyldes, at sømærkerne ofte bruges som waypoints i ruteplanlægningen.

Om AIS

AIS - Automatic Identification System

Siden 1. januar 2005 har det været et krav fra den Internationale Maritime Organisation (IMO) om, at alle skibe over 300 GT skal have installeret et såkaldt "Klasse A" AIS transponder/sender. Der er overvejer om at udvide systemet til også at omfatte mindre skibe. De mindre skibe skal i govet tilfælde anvende en Klasse "B" AIS transponder.

AIS er et system, hvor skibe kontinuerligt via VHF udsender blandt andet informationer om skibets identitet og bevægelser. På denne måde kan man danne sig et klart overblik over skibstrafikken i VHF'ens dækningsområde. AIS informationer sendes mellem skibe og mellem skibe og AIS- stationer på land

Ais 01
Eksemplet viser, at man kan udvælge de informationer, man mener er relevante.

Fra skibe med AIS udsender der et hav af oplysninger, fx: Skibet navn, nationalitet, last, dybgang og destination. Men mest interessant er navigationsoplysninger, som position, kurs, fart. Med disse oplysninger er systemet i stand til ud fra egne oplysninger at beregne det tættest man kommer på det andet skib (CPA-Closest Point of Approach) og hvornår det sker (TCPA - Time to Closest Point of Approach).

Fra landstationerne kan der ligeledes sendes korte tekstbeskeder til skib i området, udlægges "virtuelle bøjer", som kun eksisterer i skibenes elektroniske informationssystem. Landstationerne opsamler al AIS information og sender det til en fælles server i Farvandsvæsenet. Ved hjælp a disse registreringer kan man afspille et skibs sejlads gennem danske farvande, hvis det skulle være nødvendigt i forbindlese med havari, oliespild etc.

Skibene udsender deres positions rapporter med korte mellemrum. Jo hurtigere skibet sejler jo oftere sendes positions rapporten. I Danmark bruges to VHF kanaler til transmission af AIS rapporter. Hver rapport tager 26,6 millisekunder, hvilket giver plads til 2250 rapporter pr. minut pr kanal eller 4500 små transmissioner pr. minut. Da skibene ofte udsender rapporter skal der ikke mere end et par hundrede skibe til at optage alle 4.500 tidsenheder. Båndbredden er altså begrænset.

Den begrænsede båndbredde har ikke den store betydning i danske farvande, da det ikke under de nuværende forhold er sandsynligt at så mange skibe vil befinde sig inden for én stations rækkevidde.

Ais 02
Her ses alle AIS skibe omkring København den 26. juli 2007.

AIS og fritidsfartøjer
Da mange fritidsbåde har VHF ombord er det nærliggende at se på, hvad der skal til for at kunne bruge AIS informationerne. AIS vil øge sikkerheden og man vil hurtigt kunne identificere skibe i nærheden, hvis man kommer ud for havari eller en ulykke, for derefter at kalde skibene via VHF.

For at udnytte den eksisterende VHF Antenne både til almindelig kommunikation og til AIS skal man have en VHF-splitterbox. For at kunne tolke AIS signalet skal man anskaffe sig en AIS-receiver, og til sidst skal man have et navigationssystem, som kan vise AIS informationerne på en skærm.

I 2011-priser ligger en VHF-splitterbox fra ca. 1.000 kr., mens en receiver koster fra ca. 2.000 kr.

Den sidste del er at købe software til en pc-plotter eller en GPS-kortplotter.

Kompasset

Kompasset er vores vigtigste instrument om bord. Vi bruger det til at holde kurs, overfører ruteberegninger fra papir til virkelighed. Uden kompas ingen navigation.

Kompasset er det vigtigste navigationsinstrument. Det er det primære hjælpemiddel til retningsbestemmelse og det er en forudsætning for at kunne holde en kurs. Kompasset anvendes desuden til at konstatere om der er fare for sammenstød med andre skibe. Normalt anvendes to typer kompas ombord, - styrekompas og håndpejlekompas. 

Et traditionelt magnetkompas har to eller flere stangmagneter fastgjort på undersiden af en kompasrose, der er gradinddelt og med angivelse af kompassets hovedretninger. Kompasrosen er ophængt på en pivot og indkapslet i en glas- eller plastik beholder fyldt med væske. Væsken dæmper kompasrosens bevægelse og en form for kardansk ophæng sikrer, at kompasrosen altid står vandret. Når kompasset (skibet) drejes, vil kompasrosen vise mod magnetiske nord (som ligger ved Canada).

Styrekompas
Alle fartøjer bør være udrustet med et styrekompas. Når kompasset placeres (monteres) ombord, er det afgørende, at det er direkte synligt fra de(n) plads(er), hvorfra der normalt styres. Styrestregen skal omhyggeligt justeres efter skibets diametralplan (længdeakse).

Disse hensyn er forklaring på, at der i både med ratstyring anvendes kuglekompasser placeret på styresøjlen direkte foran rorgængeren. I både med rorpind er det almindeligt med to kompasser monteret i skottet på hver side af nedgangen til kahytten. Generelt bør kompasset anbringes så langt som muligt fra jernholdige materialer ombord samt fra skibets kabel- og elinstallationer. Løse magnetiske genstande (anker og ankerkæde, transistorradio osv.) af enhver art bør ligeledes holdes væk fra kompasset, eller i det mindste have en fast plads ombord.

Håndpejlekompas  
Da styrekompasset normalt ikke er anbragt, så man frit kan pejle over kompasset, er det nødvendigt, at man også  har et håndpejlekompas. Håndpejlekompasser virker ved, at man over et indeks (sigtelinie) sigter mod det mål - skib eller sømærke -, man vil pejle og herefter aflæser pejlingen.

Fluxgate-kompasser
En anden og mere moderne type kompasser er de såkaldte "Fluxgate" kompasser. Kompasset virker ved at jordens magnetfelt skaber induktion i en spole. Induktionen varierer med retningen i jordfeltet, hvorved nordretningen kan fastholdes og vises (digitalt) på et display. Den umiddelbart store stabilitet og præcision, som kompasset giver indtryk af, skal dog tages med forbehold, idet fluxgate kompasser er behæftede med samme fejl som traditionelle kompasser. Endvidere vil stor krængning eller voldsomme accelerationer kunne give en betydelig fejlvisning. Fluxgate kompasset anvendes ofte som giver til elektroniske instrumenter så som selvstyrer, GPS, kortplotter og radar.

Jordmagnetisme
Jorden er omgivet af et magnetfelt, der sandsynligvis er skabt ved en induktion i jordens indhold af magnetisk materiale. Induktionen menes fremkaldt af den elektromagnetiske stråling fra verdensrummet. En fuldgyldig klarlægning af årsag og virkning eksisterer foreløbig ikke, men til brug i navigationen er det tilstrækkeligt at konstatere, at alle frit drejelige magnetnåle på jorden vil rette sig ind efter jordfeltet og pege mod magnetisk nord

Misvisning
Geografiske nordpol og den magnetiske nordretning er ikke sammenfaldende. Vinkelforskellen mellem disse to nordretninger kaldes kompassets misvisning. Størrelse og fortegn - øst eller vest - afhænger af, hvor på jorden man befinder sig. Linier tegnet gennem punkter med samme misvisning kaldes isogoner.

Aflæsning af kompasset
Når man aflæser en kurs måles vinklen mellem skibets retning og den magnetiske nordretning.

RETVISENDE TIL MISVISENDE
Misvisning: vest "lægges til". Misvisning: øst "trækkes fra".

F.eks. misvisning 5° vest. 150° rv + 5°vest = 155° mv.

MISVISENDE TIL RETVISENDE
Misvisning: vest "trækkes fra". Misvisning: øst "lægges til".

F.eks. misvisning 5° vest: 155° mv - 5°vest = 150°rv.

Mere om det magnetiske kompas

Ordet kompas betyder – mål, passer og cirkel. Ved al navigation drejer det sig om, hvor er jeg, og i hvilken retning skal jeg for at komme til mit bestemmelsessted. Det gjaldt i gamle dage, og det gælder i dag.

Til at besvare de to spørgsmål er kompasset en stor hjælp. Men at man kunne navigere til søs, før man kendte til kompasset er sikkert.

Lidt historie
Fra ægyptiske malerier ved vi, at ægypterne sejlede på havene for 4500 år siden, og at de brugte håndloddet til stedbestemmelse. Ægypterne tog også på rejser i Rødehavet, så de har også haft brug for retningsbestemmelse, dertil var himmellegemer en stor hjælp. I Norden har vi også været tidligt med at besejle havene, vi kender det fra helleristninger, som er ca. 3000 år gamle.

Hvornår kompasset egentlig blev opfundet, er noget usikkert, men at det ligger mellem årene 1100 og 1200, er der stor enighed om.

Hvem opfandt kompasset? Det først skriftlige om kompasset, vi kender, er fra Middelhavsområdet, men om kompasset er kommet fra Kina via Silkevejen, ved vi ikke. Måske er magnetens evne opdaget flere steder samtidig, og dermed er kompasset muligvis opfundet både i Kina og i Middelhavsområdet.

Magnetkompasset
Når man taler op magnetkompasset, er der tre begreber man ikke kommer uden om: Magnetisme, misvisning og deviation, og de hænger nøje samen.

Kompasset er baseret på magnetisme. Man har kendt til magnetisme i mange år.

Det er mere end 4000 år siden, at kineserne fandt en stenart, der kunne noget særligt. Kineserne tilsleb denne specielle stenart som en mandsfigur, der havde den ene arm udstrakt. Figuren hængte de op, så den kunne bevæge sig frit.

Mandsfigurens udstrakte arm pegede så mod syd. Kineserne anvendte denne viden til at finde rundt i deres store rige. Figuren var på den måde forløberen for kompasset, blot med syd som reference punkt.

For ca. 3000 år siden fandt en mand i Magnesia i Lilleasien ligeledes en stenart, som kunne tiltrække jern. Godt nok kendte de gamle grækere til magnetisme, men det var sandsynligvis kineserne, der først fandt på at gøre en jernnål magnetisk.

Ved at stryge små jernnåle med den specielle sten, kan man fremstile små magnetnåle (kompasnåle.)

I et stykke jern, ligger der en masse jernmolekyler hulter til bulter. Ved at stryge jernstykket mange gange den samme vej med den specielle stenart, får man jernmolekylerne til at vende samme vej, jernet er blevet magnetisk og kan bruges som kompas.

Molekyler i et stykke jern før det blev strøget
Magnet Molekyler 01

Molekyler i et stykke jern efter det blev strøget
Magnet Molekyler 02

Disse magnetnåle stak man gennem et strå eller fæstnede dem til et stykke træ og lage det ud i en skål med væske, hvor det kunne bevæge sig frit. Den ene ende af nålen vendte så altid den samme vej, den viste mod nord, og den anden ende vendte mod syd, kompasset var opdaget. Når træstykket kom ud mod skålens sider, var det tilfældigt, hvordan nålen så orienterede sig. Man satte så en lille tilspidset pind under træstykket, som træstykket med magnetnålen fastgjort på kunne dreje om, uden at komme ud til skålens kanter.

Udover flydekompasset blev der også konstrueret et tørkompas. Her blev magnetnålen afbalanceret på en tilspidset pind, så den frit kunne dreje i et vandret plan.

I begyndelsen blev retningen tegnet på kompaskassens bund. Det varede dog ikke længe, før man fandt på at tegne noget der mindede om en "kompasrose" på et stykke papir, og så klistrede det på oversiden af magnetnålen, så det bevægede sig med magnetnålen. På den måde kunne man aflæse alle retninger.

Til beskyttelse af den tilspidsede pind og magnetnålen med den påklistrede "kompasrose" som pejleskive, byggede man en kompaskasse ofte af buksbom, fordi træ ikke er magnetisk. Det franske ord for kompas "boussole", er muligvis afledt heraf. Kompaskassen kom senere til at hedde "nathuset".

Man har været inde på den ide, at kompasset skulle holdes skjult for besætningen, for at officererne ikke skulle blive beskyldt for trolddom. Der var jo ingen forklaring på, hvorfor magnetnålen drejede som den gjorde, så der måtte ligge trolddom bag. I 1435 blev ordet kompas fundet på dokumenter i Hamburg og i 1532 fandt man ordet i engelske inventarlister.

Omkring 1550 blev det almindeligt, at styre efter kompasset, og det fik sin faste plads foran rorsmanden, beskyttet i "nathuset". Kompasset blev kardansk ophængt, så kompasrosen hele tiden var vandret. Med tiden fandt man ud af, at fremstille kunstige magneter, der var noget kraftigere end dem man hidtil havde kendt.

De ovennævnte simple former for "kompasser" blev naturligvis udviklet betydelig. Især i 1800-tallet skete der en stor udvikling af magnetkompasset. Tørkompasset er til søs et meget uroligt kompas, så man gik mere og mere over til væskekompasset.

Væsken i væskekompasset afdæmper magnetnålens bevægelser og er dermed lettere at aflæse. Væskekompasset har også den fordel, at man kan sætte flere magnetnåle op ved siden af hinanden, og afstemme trykket på omdrejningspunktet med små flydere.

Det danske firma Ivar C. Weilbach & Co har deltaget meget i væskekompassets udvikling.

Magnetkompassets dele
En skål med en frostfri væske, der er kardanskophængt. En flyder som hviler på en fin spids, hvorpå den frit kan dreje. Under flyderen er der fastgjort flere kompasnåle og ovenpå flyderen er kompasrosen anbragt. På forkanten af kompasskålen er der angivet en styrestreg. Nu kan skibet dreje rundt om kompasrosen og styrestregen angive kursen. Kompasrosens magneter vender altid mod Nord - Syd.

Hvorfor gør de så det? Jo kompasmagneternes nordpol bliver tiltrukket af jordens magnetiske sydpol og vender derfor i retning herimod.

Misvisning
Den magnetiske nordretning ligger oppe omkring den geografiske nordpol. Kompasnålens nordpol vender altså ikke helt nøjagtigt mod den geografiske nordpol, men mod den magnetiske nordretning. Vinkel forskellen imellem de to poler, set fra et givet punkt, kaldes misvisningen, og er angivet på søkortene.

De magnetiske poler i jordens indre, som tiltrækker kompasnålen, bevæger sig, de flytter sig, derfor ændrer misvisningen sig. Misvisningen er ens på alle kurser.

Deviation
Misvisningen kendte man allerede til på Columbus tid (omkring år 1500), men magnetnålens påvirkning af jerndele omkring den, kendte man først betydelig senere. Denne påvirkning har gennem tiderne været skyld i mange forlis.

Denne lokalkraft omkring kompasset, der skyldes jerndele eller elektriske ledninger, kalder man deviation. Deviationen er forskellig på forskellige kurser og kan blive ret stor. Kender man deviationen kan man rette den, ved at frembringe en deviation modsat den eksisterende og af samme størrelse. Derfor blev kompasset forsynet med en flytbar kugle på hver side. Det var så kompasretterens opgave, at ændre kuglernes afstand fra kompasset, for at mindske deviationen.

For at kunne finde den rette placering af kuglerne måtte man foretage omsvajninger og tage pejlinger til punkter, som man kendte retninger til og så sammenligne det med hvad kompasset viste. Efter dette arbejde blev der udarbejdet en deviationstabel, som man skulle rette de forskellige kurser efter. Deviationen kan bestå af konstantdeviation, krængningsdeviation, halvcirkeldeviation og kvadrantdeviation. Det vil vi ikke komme nærmere ind på.

Nu har vi et kompas, hvor nordpilen peger mod den magnetiske sydpol, (der ligger oppe omkring den geografiske nordpol). Forskellen retter vi med misvisningen, der står i søkortet. Unøjagtigheder fra områderne rundt kompasset, retter vi for ved hjælp af deviationstabellen.

Det skal nævnes, at misvisningen i vore farvande i dag er omkring 1°, og det formodes kun at være få lystsejlere, der i dag anvender deviationstabeller. Vi bruger jo næsten alle GPS til navigationen.

Kompasset inddeles
Kompasset var tidligere inddelt i 32 streger, derefter i 360° og så i 400°. men det holdt ikke længe, før man gik tilbage til at anvende 360°. Der er spor af 32- streginddelingen i vort nuværende regelsæt, bl.a. når det drejer sig om lyset fra lanterner. F.eks. skal en sidelanterne (grøn/rød) vise et ubrudt lys over en bue af horisonten på 112½º og er således anbragt, at lyset vises fra ret forude til 22½° agten for tværs. De 22½º svarer til 2 streger.

Kirkebygningen i Danmark kan fortælle noget om, at man anvendte kompasset mellem årene 1100 og 1200, men også, at man ikke kendte noget konkret om misvisning.

Man ønskede at bygge landsbykirkerne, så alteret vendte mod øst og kirkeskibet dermed vendte øst - vest. Vi kan nu konstatere, at kirkerne fra den tid vender 5 til 10 grader forkert. Der har altså været en misvisning på de nævnte grader, da disse kirker blev bygget.

Når du sejler, er det vigtigt at holde rigtig kurs, det der er bag dig, er historie.

Denne tekst er skrevet af Skibsbygningsingeniør, Anker Willy Lauridsen "NESSIE".

Skibslys og signalfigurer

Dansk Sejlunion har i samarbejde med Codan i mange år udgivet en planche med skibslys og signalfigurer. Plancherne er blevet et utroligt populært redskab i sejlerskolernes undervisning.

Du kan her downloade den populære planche fra Dansk Sejlunion og Codan. Printer du den i farver, kan du tage dem med dig til undervisningen og i båden. Laminerer du dem holder den hele undervisningssæsonen.

Hent planchne med de mest almindelige afmærkninger, søvejsregler osv. her...

FARVANDSAFMÆRKNING

Det danske system for farvandsafmærkninger er opbygget efter principperne for IALA-A.

Farvandsafmærkning er et system af bøjer og sømærker til vejledning for skibsfarten. Internationalt vedtages anbefalinger for farvandsafmærkningen af "The International Association og Lighthouse Authorities (IALA)". Anbefalingerne omfatter to geografiske regioner: IALA region A for Europa, Afrika, Australien, Indien og det meste af Asien, og IALA region B for Nord-, Mellem- og Sydamerika, Japan, Korea og Filippinerne. I region A holdes rød afmærkning om bagbord og grøn afmærkning om styrbord, når man er for indgående i et farvand. I system B byttes om på farverne.

Farvandafm Rkning
Udenfor de røde felter Anvendes IALA-A indenfor anvendes IALA-B


Sideafmærkning anvendes overalt i danske farvande og er den traditionelle danske afmærkningsform. Udgangspunktet for sideafmærkning er fastlæggelse af indgående retning i de farvande som afmærkes.

Indgaaende Retning DkRetning for "indgående" skifter fem steder i danske farvande:

  • Limfjorden ved Hestehage vest for Aalborg
  • Vadehavet syd for Esbjerg
  • Als Sund Kong Christian d. X's bro i Sønderborg
  • Farvandet syd for Fyn ud for Svendborg Havn
  • Bøgestrømmen ved Ulvsundbroen

Den ydre afgrænsning af render og løb afmærkes med sideafmærkning. Den flydende afmærknings farve og form og farverne på eventuel fast afmærkning bestemmes i forhold til den i farvandet fastlagte "retning for indgående". For indgående holdes rød afmærkning om bagbord og grøn om styrbord. Sideafmærkningen er ofte nummeret fra søen og ind mod land med lige numre på røde bøjer og ulige på grønne. 

Indgaaende Pil

Opstår der tvivl om indgående retning, bør den kontrolleres i søkortet, den vil da ofte være markeret med en pil med to prikker.

AFMÆRKNING AF FISKEREDSKABER

I danske farvande er der regler for anbringelse af fiskeredskaber, således at de ikke forhindre eller gør det vanskeligt for den frie sejlads.

Fiskeriafmærkning
Fiskeredskaber til saltvandsfiskeri må ikke anbringes sådan, at den frie sejlads hindres eller vanskeliggøres. Det betyder ikke, at man har krav på uhindret sejlads overalt, men at der skal være rimelig plads til at passere redskaberne.
Man er erstatningspligtig, hvis man forvolder skade på redskaber, der er lovligt anbragte.

Bundgarn
Faststående fiskeredskaber er redskaber, herunder bundgarn, som er forsynet med rad og fastgjort til nedrammede pæle eller anden forankring.
Bundgarn forekommer i kystnære områder på 2-10 meters vanddybde.
Grænserne for de områder, hvor fiskerne har tilladelse til at opstille bundgarn er indtegnet i respektive søkort.

Afmærkning
Faststående fiskeredskaber skal, hvor yderste hovedpæl i en garnrække står på vanddybder over 2 meter, afmærkes i henhold til "retninger for indgående" som fastsat af Farvandsvæsenet i "afmærkning af danske farvande" med 2 sorte flag og 2 lysreflekser.
Inderste pæl afmærkes med 1 sort flag.

Lysafmærkning
Hvor hensynet til besejlingsforholdene kræver det, kan fiskerikontrollen påbyde anvendelse af lysafmærkning på yderste hovedpæl som følger:
På redskaber, som for indgående skal holdes om styrbord, skal lanternen vise grønt hurtigblink.

På redskaber, som for indgående skal holdes om bagbord, skal lanternen vise rødt hurtigblink. For redskaber anbragt på landløse grunde kan såvel yderpælen som inderpælen kræves afmærket.

Gennemsejling
Ved påbudte gennemsejlingsåbninger skal endvidere hovedpælen ved hver gennemsejlingsåbning være forsynet med 1 sort flag og 1 gul lysrefleks.

Knækkede pæle
Knækkede bundgarnspæle i en række, bortset fra yderste hovedpæl, afmærkes med et fiskemærke, forsynet med 1 sort flag og 1 gul lysrefleks.
Er en garnrække under fjernelse, storm- eller isbeskadiget skal den til enhver tid yderste pæl, knækket som hel, afmærkes og efter påbud lysafmærkes.

Lys og lysrefleksmateriale
Lys, som afmærker faststående fiskeredskaber, skal, afhængigt af retningen for indgående vise rødt eller grønt hurtigblink (Q), dvs. udsende 60 blink/minut. (karakteristik: lys 0,3 s, mørke 0,7 s).
Lyset skal anbringes øverst på pælen og være synligt hele horisonten rundt i en afstand på mindst 2 sømil.
Lysrefleksmaterialet skal være af godkendt type og bestå af mindst 6 cm brede strimler. Lysrefleks skal være grønt, hvor der for indgående skal holdes om styrbord, og rødt, hvor der skal holdes om bagbord.

Flytbare fiskeredskaber
I den østlige sektor afmærkes flytbare fiskeredskabers yderende med et fiskemærke (vager) forsynet med 1 flag og 1 gult lysrefleks, - i den vestlige sektors yderende med 2 flag og 2 gule lysreflekser.
Enkeltstående tejner kan i stedet for fiskemærker afmærkes med fiskekugle med en diameter på mindst 15 cm.

Uden for 3-sømilegrænsen skal mellem enderne afmærkes med et fiskemærke for hver sømil og inden for grænsen for hver halve sømil. Disse sømærker er forsynet med 1 hvidt flag og 1 gult lysrefleks, men skal i øvrigt ikke anvendes på "oversejlingsbare" redskaber i Østersøen. Bortset fra Øresund skal fiskeredskaberne være forsynet med radarreflektorer.

I mørke er redskaberne forsynet med lys svarende til antal flag. Fyrkarakteren er (Fl.Y. 5s), og lysene skal være synlige hele horisonten rundt i en afstand af mindst 2 sømil.

Nærmere detaljer findes i bekendtgørelse nr. 307 af 22. april 1994 om afmærkning af fiskeredskaber, der er udstedt i medfør af Saltvandsfiskeriloven.

Fiskefartøjer
Fiskefartøjer med redskaber ude skal vise et signal bestående af to kegler med spidserne mod hinanden. I praksis føres disse signaler ofte konstant. Man må derfor vurdere på skibets fart og manøvre, om det fisker eller ej. En trawler, der sejler meget langsomt, selvom man kan høre maskinen arbejde kraftigt, vil sandsynligvis have trawlet ude. Der passeres for om stævnen i god afstand. Om natten skal trawlere vise et grønt lys over et hvidt lys. Både, der fisker med andet end trawl, viser et rødt lys over et hvidt lys.

Efterårets sildefiskeri med drivgarn foregår hovedsagelig om natten. Kommer man ind i en flåde af sildefiskere, kan det være vanskeligt at orientere sig. Den frie, lysafmærkede ende af drivgarnet, passeres på den side, der vender væk fra kutteren. Er det praktisk muligt, skal man dog hellere sætte kurs mod selve kutteren. Herfra vil der så blive givet signal om, til hvilken side man skal passere (med lyskasteren kan kutteren f.eks. vise, til hvilken side garnet står).

Omkring Bornholm, og især øst herfor, fiskes laks med store drivnet, der kan være adskillige sømil lange. Der findes med ca. en halv sømils mellemrum passager, der afmærkes med flag og lys (dog ofte mangelfuld afmærkning!). Tag kontakt med kutteren over radioen.

Senest opdateret: 9. juni 2015