| Danskerne falder lidt tilbage |
470er-pigerne skulle have påbegyndt VM i dag, men kom aldrig på vandet. Laser Radial-pigerne kom på vandet og havde en blandet dag, mens U-VM ikke var den bedste dag set med danske øjne.
Henriette Koch og Lene Sommer skulle have været i gang med VM i Holland, men vejret aflyste dagens sejladser.Henriette Koch og Lene Sommer befinder sig i øjeblikket i Holland, hvor de skulle have været på vandet til første sejlads ved VM i dag. De kom da også på vandet sidst på eftermiddagen blot for at kunne konstatere, at vejret var for dårligt til, at de kunne komme i gang. De blev ramt af et grimt tordenvejr, og strømmen var så stærk, at arrangørerne ikke ville starte sejladsen.
Tornadoer i Skotland
Også i skotske Largs, hvor fem danske Laser Radial piger er i gang med VM, var der vejrmæssige udfordringer. Vinden var ganske let med nogle enkelte byger. Og så var der lige tornadoerne.
”Vi sejlede kun en sejlads i dag, men midt i det hele kan vi se to tornadoer ude i horisonten. Det var lidt bekymrende, men heldigvis gik de i opløsning på vej ind mod sejlerne. Men det er ikke så tit, man ser tornadoer på den måde,” siger træner Ditte Juul.
Tornadoer eller ej, så gik det fint for specielt Maiken Schütt, som kom over stregen som nummer syv. Hun forbedrede dermed sin samlede placering som eneste dansker i de ’guldsejladser’, som skal afgøre, hvem der skal sejle medal race onsdag.
Forstår ikke diskvalifikation
I Tyrkiet er VM også i gang. Fremtidens håbefulde sejlere konkurrerer i otte forskellige bådklasser om at kunne kalde sig ungdomsverdensmester, og dag to var ikke helt god set med danske briller. Den lette vind betød mange timer på den gloende varme havn i Istanbul, og det passede ikke de danske besætninger ret godt først at blive sendt på vandet klokken 16.30.
Noget af tiden blev dog brugt på at forsøge at få genoptaget 29ernes protestsag fra i går, hvor de blev diskvalificeret og fik frataget førstepladsen i første sejlads for at ramme en italiensk båd ved startlinjen. Men juryen var ikke modtagelig for de nye videobeviser, danskerne fremlagde.
”Selvfølgelig gik det os lidt på. Vi startede VM med en god sejlads, og så bliver vi diskvalificeret på et grundlag, vi ikke helt forstår. Det kom bag på os, men det var ikke det, der påvirkede dagen i dag for os,” fortæller denne ene del af 29er-besætningen, Mathias Lehm.
Ventetiden påvirker negativt
Han og makkeren Kristian Kirketerp lavede nemlig en ottende- og en førsteplads, men helt tilfredse er de to unge herrer alligevel ikke.
”Den lange ventetid påvirkede os en del. Vi havde efterhånden indstillet os mentalt på, at vi ikke skulle sejle, så det var lidt hårdt pludselig at skulle omstille sig igen. Derfor var vores første sejlads lidt stresset,” forklarer Mathias Lehm, som dog endnu ikke vil afskrive en placering blandt de tre bedste.
Favoritter falder tilbage
Udover 29eren var også Laser Radial en af de klasser, der var store forventninger til inden VM. Men hverken Annette Lundø og Stig Steinfurth havde deres bedste dag, og begge endte et godt stykke nede i feltet.
Lærke Bul-Hansen i RS:X havde en nogenlunde dag med to sjettepladser, men dumpede alligevel et par placeringer ned på den samlede resultatliste, ligesom Sebastian Fleischer gjorde det hos drengene.
Tirsdag er hviledag ved U-VM, og der vil danskerne bruge lidt af tiden på en arrangeret tur til nogle af Istanbuls seværdigheder.
Samlede danske resultater efter Dag 2 U-VM:
Laser Radial (dreng): 43 - Stig Steinfurth (Fredericia Sejlklub), 106 p.
Laser Radial (pige): 34 - Annette Lundø (Horsens Sejlklub), 85 p.
420 (dreng): 16 - Balder Tobiassen og Magnus Johansen (Kerteminde Sejlklub), 49 p.
420 (pige): 24 - Ida Marie Baad Nielsen og Marie Olsen (begge Århus Sejlklub), 65 p.
SL 16: 2 - Daniel og Nicolaj Bjørnholt (Middelfart Sejlklub), 10 p.
RS:X (dreng): 15 - Sebastian Fleisher (KDY), 60 p.
RS:X (pige): 5 - Lærke Buhl-Hansen (Århus Sejlklub), 19 p.
29er: 7 - Kristian Kirketerp Ibsen og Mathias Lehm (begge Århus Sejlklub), 26 p.
Samlede danske resultater efter Dag 4 - Laser Radial:
28. Anne Marie Rindom (Horsens Sejlklub) – 86 p.
31. Maiken Schütt (Horsens Sejlklub/KDY) – 90 p.
32. Alberte Holm Lindberg (Aabenraa Sejl Club/Fredericia Sejlklub) – 91 p.
45. Sarah Gunni (Skovshoved Sejlklub/KDY) – 110 p.
49. Cathrine Hall (KDY) – 121 p.
Denne side er skrevet d. 12-07-10 af



