| Bestyrelsesansvar i foreninger |
Artikel i dagens udgave af Berlingske Tidende Business giver et stærkt misvisende indtryk af, at det skulle være risikofyldt at sidde i en foreningsbestyrelse. Artiklen spiller på uberettiget frygt og er meget langt fra virkeligheden.
Under overskriften "300.000 danskere sætter hus og hjem på spil" skriver Berlingske Tidende Business (den 5. juli 2010), at det nærmest er stærkt risikofyldt at sidde i en foreningsbestyrelse, og man risikerer at gå personligt konkurs, fordi de mangler en bestyrelsesansvarsforsikring.
Danmarks Idræts-Forbund har - på Dansk Sejlunions foranledning - reageret promte over journalisten, idet artiklen - helt uberetiget - jager en skræk i livet på bestyrelsesmedlemmer i tusinder foreninger rundt omkring i Danmark. Artiklen lader forstå, at man kan betale sig fra denne skræk ved at købe en forsikring, og artiklen har kun én kilde, nemlig direktøren fra det pågældende selskab. Artiklen ligner til forveksling en annonce og ikke en journalistisk artikel, og den savner helt en nuanceret fremstilling af de juridiske fakta.
Kun foreningen hæfter
Udgangspunktet for personlig hæftelse over for tredjeperson er ganske klart. Det er den absolutte hovedregel, at foreningen og kun foreningen hæfter over for tredjeperson for foreningens aktiviteter. De enkelte bestyrelsesmedlemmer hæfter som grundregel ikke, hvilket journalisten fejlagtigt skriver i artiklen, at de gør.
Det er foreningen, der som ’selvstændig juridisk person’ indgår økonomiske aftaler, ansætter trænere, optager lån osv. – og det er hver gang foreningens ’pengekasse’ og kun den, der hæfter for aktiviteterne. Der er således i udgangspunktet vandtætte skotter mellem foreningen og de personer, der leder foreningen (bestyrelsesmedlemmer). Foreningens kreditorer kan således ikke rette krav mod bestyrelsesmedlemmerne, men kun mod foreningen. Kun hvis et bestyrelsesmedlem optræder ulovligt, ekstremt uforsvarligt eller spekulativt, og som følge heraf påfører tredjemand et tab, kan et personligt ansvar komme på tale, men der skal være tale om groft uforsvarlige handlinger, hvilket i praksis forekommer uhyre sjældent.
Illustrerende blev bestyrelsen for AOF-Århus for nogle år siden i Højesteret frikendt for personligt ansvar i et tilfælde, hvor AOF havde formøblet en egenkapital på 7 mio. kr. over nogle år med konkurs til følge til sidst. Bestyrelsen havde ikke været dygtig nok, og alle redningsforsøg viste sig at være utilstrækkelige, men bestyrelsen havde ikke optrådt spekulativt eller udvist ligegyldighed eller handlet ulovligt - og blev frikendt.
Brug den sunde fornuft
Spørgsmål om personligt ansvar opstår med jævne mellemrum, og nogle gange med en lidt for alvorlig tone, og desværre ofte i form af udokumenterede påstande.
Hvis et bestyrelsesmedlem i en forening bruger sin sunde fornuft og handler forsvarligt, er det ikke forbundet med nogen særlig risiko at bestride tillidshverv i en idrætsforening.
Fortsat god arbejdslyst i klubberne.
LINK DIF artikel: "Bestyrelsesmedlemmer kan slå koldt vand i blodet"
Denne side er skrevet d. 05-07-10 af

