Forsiden | Kredse og klubber | Index | Kontakt | Links | Log ind | Om dette site
Tip en ven Printvenlig side
1 point er ingenting


De danske Laser Radial-sejlere har sat helt nye standarder, når der onsdag sejles finaler ved Kieler Woche. Tre både er med blandt de sidste 10 og Alberte Holm Lindberg har bare 1 point til sejren.

For tredje dag i træk ved Kieler Woche måtte de danske Laser Radial-piger indlede dagen med at vente på land. Årsagen var igen manglende vind, men modsat i går, så lykkedes det i dag at gennemføre en enkelt sejlads.

Den formede sig således, at Aabenraa-sejleren Alberte Holm Lindberg ligger nummer to før den afgørende sejlads med bare et enkelt point op til den førende hviderusser Tatiana Drozdovskaya. Derudover er der bare et enkelt point bagud til Paige Railey fra USA.

3 både skal afgøre det
Fra amerikaneren er der syv point ned til nr. 4, og derfor er Albertes vurdering af scenariet i finalen ganske simpel: ”Der er ikke så stor sandsynlighed for, at en udenfor top 3 kommer op. Så det gælder bare om at vinde sejladsen!”

Den talentfulde dansker havde gerne set, at den 5. sejlads, som faktisk blev startet, også var blevet sejlet til ende. Men vinden forsvandt og banelederen så ingen anden udvej end at afblæse sejladsen til Alberte Holm Lindbergs ærgrelse. ”På det tidspunkt hvor den bliver afblæst, der har jeg godt nok Paige foran, men til gengæld var Tatiana langt nede bagved,” forklarer hun om sejladsen, der ville have elimineret en af bejlerne til sejren.

Selvtilliden tilbage
At Alberte Holm Lindberg er med helt fremme i allerforreste række, kommer ikke som den store overraskelse for hende selv. ”Jeg vidste godt før stævnet, at jeg var god nok til at kunne sejle en top 3 i hus. EM i starten af måneden var et godt skridt i den rigtige retning, og nu er det rigtig rart at have fundet selvtilliden igen,” lyder det fra Lindberg.

Stillingen før finalen
1. Tatiana Drozdovskaya (BLR), 11 p.
2. Alberte Holm Lindberg (DEN), 12 p.
3. Paige Railey (USA), 13 p.
4. Franziska Goltz (GER), 20 p.
5. Nathalie Brugger (SUI), 20 p.
6. Sarah Gunni (DEN), 22 p.
7. Sarah Iihan (USA), 22 p.
8. Maiken Schütt (DEN), 23 p.
9. Krystal Weir (AUS), 25 p.
10. Cebrian Alicia (ESP), 26 p.

Følg de danske sejlere i onsdagens finaler her


Denne side er skrevet d. 22-06-10 af

Kontakt vedrørende denne sektion:
hovedsponsor

     

Produktsponsorer



Columbus Marine

SAMARBEJDSPARTNERE
 
  







Facebook