...

Sejler Diplom 2 arrow

29. oktober

Sejleren kan:
- Skille sin jolle ad og samle den igen.
  Sejleren demonterer jollen før renovering/reparation. Alt der ikke er skruet/boltet fast, samt beslag og andet, der kræver reparation eller udskiftning, demonteres. Jollen monteres igen efter reparation. Det forventes ikke, at sejleren selv kan reparerer diverse skader på materiellet.
  Mål: Sømandskab

- Hænge korrekt i en jolle.
  Sejleren viser hængeteknik under forskellige forhold. Kan vises på vandet eller i teorilokale i forbindelse med vinterundervisning. Kan eventuelt kombineres med lille konkurrence om, hvem der kan hænge længst tid. Se eventuelt Optitips side16-19.
  Mål: Boathandling/teknik

- Svømme 300 meter i en svømmehal.
  Sejleren svømmer 300 meter som afslutning på fysisk træning i svømmehal. Prøven kan eventuelt differencers ved, at dygtige svømmere skal svømme med tøj, mens de svagere svømmere kan holde ’flydepauser’.
  Mål: Sikkerhed/fysik

- Fortælle om søkort for vores område.
  Sejleren kan på et søkort udpege forskellige lokaliteter som kendes i virkeligheden (kan eventuelt se hvor der er bølgelæ i forskellige vindretninger).
  Mål: Sømandskab/taktik

Sejleren ved:
- Forskellen og anvendeligheden på forskellige typer tovværk.
  Sejleren kan argumentere for, hvad forskellige slags tovværk kan bruges til. Der er ingen facitliste - det er ideen, der er vigtig.
  Mål: Sømandskab

- Hvordan ticklers fungerer.
  Sejleren forstår, hvordan vinden bevæger sig rundt om et sejl, og kan gøre rede for ticklers i forhold til dette (sejleren ved, hvorfor læ ticklers bliver urolig, når han eller hun falder af).
  Mål: Sømandskab

- Hvor det er godt at ligge på en startlinje.
  Sejleren kan gøre rede for, hvordan en start forberedes. Der er på dette niveau tale om grundlæggende viden, og altså ikke en større startfilosofi.
  Se eventuelt Optitips side 26-29 eller Vindermanual side 35-40.
  Mål: Kapsejlads (taktik)

- Hvad strøm er.
  Sejleren kan gøre rede for, hvad strøm er, og hvad den betyder i forhold til en layline (grundlæggende teori).
  Se eventuelt Vindermanual side 26-31.
  Mål: Sømandskab/kapsejlads

- Hvad en rummer og en skralder er.
  Sejleren kan gøre rede for begreberne rummer/skralder og forstår, hvornår en rummer eller en skralder er godt eller skidt (grundlæggende teori).
  Se eventuelt Vindermanual side 44-46.
  Mål: Sømandskab/kapsejlads

- Hvordan man trimmer sin jolle under forskellige forhold.
  Sejleren kan gøre rede for grundlæggende trim i let, mellem og hård vind.
  Se eventuelt Optimistjollekursus 1 side 4-8 og Optitips side 6-15.
  Mål: Sømandskab/kapsejlads (trim)

- Hvordan man beskytter sine knæ.
  Sejleren kan gøre rede for, hvordan han eller hun sejler jollen uden at ligge på knæ. Sejleren ved desuden, hvordan man holder sine knæ varme under sejlads, og er bekendt med opvarmnings-, stræk- og styrkeøvelser, der kan forebygge skader på knæene. Sejleren kan eventuelt vise sine knæbeskyttere.
  Mål: Skadesforebyggelse/fysik

- Hvem formanden i klubben er.
  Sejleren kan udpege klubbens formand og kender fornavn. Bed eventuelt formanden om at komme en aften for at fortælle om klubbens historie, og hvad man tænker om ungdomsarbejdet.
  Mål: Holdånd

- Hvad min klasseorganisation er.
  Sejleren ved, at der er en organisation, der varetager hans eller hendes interesser nationalt og internationalt. Bed eventuelt sejleren om at finde klasseorganisationens hjemmeside på nettet.
  Se eventuelt Optimistjollekursus 2 side16-17.
  Mål: Sammenhæng

Sejleren tør:
- Fortælle om sine bedste sejleroplevelser til sine kammerater.
  Sejleren tænker over og fortæller om sin bedste oplevelse på vandet til en forsamling. Skal gøres med alvor (godt, hvis sejleren kan inspirere sine yngre kammerater).
  Mål: Mentalt overskud

- Fortælle om sine værste oplevelser til sine kammerater.
  Sejleren fortæller om sin angst i en situation, hvor han eller hun havde mistet kontrollen. Det er ok, hvis yngre sejlere hører, at de mere garvede også har prøvet en angstsituation, da sejleren ofte vil have lettere ved at huske en situation med angst end en med succes.
  Mål: Mentalt overskud/holdånd

Sejleren har prøvet:
- At deltage i fysisk træning i sejlklubben.
  Sejleren har prøvet at træne fysisk sammen med ældre sejlere. Kan være tilrettelagt i samarbejde med en anden idrætsforening (hockey er en god idræt, så prøv eventuelt at finde en klub i nærområdet).
  Mål: Fysik

- At sejle i marts måned, hvor det er koldt
  Sejleren har vist, at han eller hun kan håndtere jollen, selvom vandet er iskoldt. Måske kun to eller tre sejlere ad gangen, som kan skiftes til at benytte lånt vintertøj. Snak eventuelt med den lokale forhandler.
  Mål: Mentalt overskud

 

Denne side er sidst redigeret af den 1. december 2010

 

Brug for nye øvelser?

Brug for nye øvelser?

Find masser af øvelser til alle niveaer her:

 
 

TORM Optipakker

TORM Optipakker

Få gang i de gamle optimistjoller!