...
Delfin Diplom
29. oktober
Sejleren kan:
- Sejle en hel bane.
Sejleren viser, at han eller kan sejle en bane, der indeholder kryds, slør og læns uden hjælp fra træner (for eksempel firkantbane). Opgaven er at vise, at man kan sejle i forhold til vinden. Altså ikke kapsejlads.
Mål: Boathandling
- Stagvende og bomme på kommando.
Sejleren stagvender eller bommer på signal fra træneren. Kan gøres på halvvind eksempelvis med et fløjt for en stagvending og to fløjt for en bomning. Kan også udføres med stagvendinger på kryds og bomninger på læns.
Mål: Boathandling
- Trimme båden korrekt på kryds, slør og læns.
Sejleren viser, at han eller hun kan trimme skødet i forhold til forskellige vindretninger (kan eventuelt kombineres med baneøvelsen). Se Optimistkursus 1 side 47-55.
Mål: Boathandling
- Lægge til på læ-siden af en bro.
Sejleren prøver at lægge til på læ side af en bro. Sejleren skal vide, hvordan man gør, men ikke nødvendigvis udføre manøvren perfekt. Se Optimistkursus 1 side 45-46.
Mål: Boathandling
- Sidde rigtigt i båden.
Sejleren ved, hvordan man placerer sig i båden under forskellige forhold. Se Optimistkursus 1 side 37-39.
Mål: Boathandling
Sejleren ved:
- Altid om man er på styrbord eller bagbord halse.
Sejleren kan under sejlads svare korrekt på spørgsmål fra træneren om, hvilken halse der sejles på. Træneren kan gøre det til en vane altid at spørge om halse som indledning til snak på vandet.
Mål: Start på kapsejladsøvelser
- Altid om man er luv eller læ.
Sejleren kan under sejlads svare korrekt på spørgsmål fra træneren, om han eller hun er læ eller luv båd i forhold til en anden sejler.
Mål: start på kapsejladsøvelser
- Hvordan en god sejlermadpakke ser ud.
Sejleren ved, hvad der er sundt og praktisk at have med på vandet (husk væske)
- Hvem der er ungdomsleder i klubben.
Sejleren kender klubbens ungdomsleder ved navn og kan udpege ham eller hende.
Mange sejlere er ikke i stand til at afgøre, hvilke funktioner de mange voksne omkring klubben bestrider. Det er vigtigt, at sejleren kan henvise til lederen, hvis nye sejlere eller forældre stiller spørgsmål vedrørende klubben.
Mål: Tryghed
Sejleren tør:
- Altid hjælpe sine kammerater.
Sejleren hjælper de øvrige sejlere, både de ældre og de nye. Der skal skabes en ånd, hvor sejlerne hjælpes ad uden at forældre behøver være til stede (for eksempel: En voksen hjælper ved tillægning til bro, mens sejlerne hjælper hinanden op af vandet. Principielt bør voksne kun hjælpe sejlerne med at hjælpe hinanden!
Mål: Sammenhold
- Følge trænerens instrukser.
Sejleren følger trænerens anvisninger, selvom båden har taget magten fra ham eller hende, og sejleren er bange. Det er vigtigt, at sejleren forstår, at det er ok at være angst, men også at det kan være nødvendigt at handle på trods af angsten.
Mål: Tryghed
- Sidde på kanten og sejle.
Sejleren begynder med at eksperimentere ved at sidde på kanten, hvilket er udfordrende i sig selv.
Mål: Tryghed
Denne side er sidst redigeret af den 14. november 2010



