| Årets første sejlads VM giver 3 medalje point til Team Danmark |
49er landsholdet deltog ved årets første VM for olympiske bådklasser, som blev afviklet på Bahamas først i januar. Med 5 både i feltet satte Danmark et massivt aftryk på mesterskabet, ikke mindst fordi Allan Nørregård/Peter Lang placerede sig på en flot, flot 9. plads. Målet for holdet var en top 10 placering, så vi er allerede på sporet til at opnå vores samlede sæsonmål for sejlerlandsholdet.
I 2010 er vores samlede mål 2 EM og 1 VM medalje samt yderligere 2 top 10 placeringer til både EM og VM. I de seneste 5 år har vi nået de sportslige mål 4 gange ud af 5, og jeg er optimistisk med hensyn til, at landsholdet igen i 2010 når målene.
Omkring 49er er jeg også meget, meget glad for, at det lykkedes brødrene Toft at vise deres talent med en slutplacering som nr 18 i det stærkt besatte VM felt på Bahamas. Vi har stadig et stærkt og bredt 49er hold, og jeg vil blive glad, hvis Jonas og Martin også melder sig på holdet igen.
Der har været lidt forvirring om, hvilke placeringskrav Team Danmark stiller til det danske sejlerlandshold. Vores aftalte målsætninger med Team Danmark er top 10 placeringer ved VM og EM. I sejlsport er det jo sådan, at 10 både stiller op i medalrace ved EM/VM, modsat idrætsgrene der arbejder med 1/8 finaler, ¼ finaler, semifinaler og finaler.
Team Danmark bliver målt på ”medaljepoint” af Kulturministeriet, som kun gives for placeringerne 1-8, men disse points udregnes for nationer – dvs. at vores sejlere skal placere Danmark inden for de 8 bedste nationer, for at give Kulturministerie-points. Da Allan og Peter havde 4 engelske besætninger foran sig ved VM på Bahamas, så er vi faktisk 6. bedste nation og indkasserer 3 medaljepoint til Team Danmark.
Isen i de danske havne og farvande forhindrer flere steder vintertræningen. Men nød lærer nøgtern kvindematchrace sejler at finde nye veje! Lundeborg havn ved kraftcenteret i Oure er stadig åben, så vore nye Elliott både er på vej til Oure for at gennemføre træningen der. Træningen er vigtig som optakt til det første World Cup stævne i Miami, som starter 24. januar. Klassetræner Anders Kristensen har godt fat i projektet sammen med et bruttohold på 15 meget ambitiøse kvinder. Vi har 2 stærke besætninger med i Miami. Jeg er meget spændt på at se, hvordan konkurrencen udvikler sig. Også på dette punkt er jeg meget optimistisk, selvom det vil være forkert at forvente podieplaceringer af vores hold på nuværende tidspunkt.
2010 bliver året hvor vi for alvor skal og kan løfte i flok. Flere bådklasser end tidligere vil komme hjem fra mesterskaber med top 10 placeringer og medaljer. Læs mere herom i næste Sejler, som udkommer i slutningen af januar.
På grund af Team Danmark nedskæringer har vi for 2010 omprioriteret og skåret budgetterne til, sådan at vi arbejder mere kortsigtet og mere snævert. Det går blandt andet udover Laser og RS:X klassen. Men takket være vores trofaste hovedsponsor, TORM, er vi dog i stand til bevare momentum i strategien, som stadig indeholder en prioritering af talentudvikling og langsigtede mål. Her er udviklingen af ”elitemiljøer” i Danmark helt central og her løfter kraftcentrene i flok. Kraftcentrene vil endnu engang hæve niveauet for den hjemlige træning og udviklingen af de helt afgørende ”miljøer”. Og talenterne vil blive udfordret med flere nye og gode tilbud, hvilket I også kan læse mere om i næste Sejler.
Jeg ønsker alle sejlere og trænere en god sæson og ikke mindst held og lykke til vores besætninger ved World Cup stævnet i Miami.
Sejlerhilsener
Michael Staal
Elitechef
Dansk Sejlunion
Denne side er skrevet d. 16-01-10 af

