| Test af enzymbaseret bundmaling offentliggjort |
| I dag har Miljøstyrelsen offentliggjort en rapport med resultaterne af en bundmalingstest udført tilbage i 2005. Rapporten omfatter to delrapporter. Delrapport 1 omhandlende modifikation af enzym og test af disse i malinger på paneler. Delrapport 2 omhandlende afprøvning af ikke modificeret enzym i malinger på testbåde. Dansk Sejlunion har stået for den praktiske afprøvning i del 2. Rapportens del 1 konkluderer, at det ikke er entydigt hvorvidt modifikationen af enzymerne er en forbedring i forhold til umodificeret enzym hvad angår begroningshindring. Rapportens del 2 konkluderer, at der ikke var nogen nævneværdig forskel i begroningen på testmaling (med enzymer) og kontrolmaling (uden enzymer) for to afprøvede produkter. Det ene produkt kan ikke leve op til sejlernes behov for en rimelig begroningsfri bund, der kan sikre manøvreringsevnen. Det andet produkt var imidlertid væsentlig mindre begroet, men kun afprøvet på en testbåd. Yderligere bådtest i en række forskellige havne vil derfor være nødvendig, før der siges noget generelt og mere fyldestgørende om denne malings virkning. Det skal nævnes, at der siden er arbejdet videre på at forbedre produktet og at Dansk Sejlunion i sæsonen 2007 har testet en forbedret version af enzymmalingen på en række både. Resultatet af denne test forventes offentliggjort foråret 2008. Dansk Sejlunion vil gerne rette en stor tak til de involverede sejlere for deres medvirken i testen. Læs rapporten her |

