| Dobbelt dansk ved JEM |
![]() En glad Sarah med Dannebrog øverst på podiet. Foto: Europeclass.dk Sarah Bregendahl vandt guld, mens Maiken Schütt gjorde det til en dansk dobbelttriumf, ved at tage sig af sølvet, da JEM i Europajollen blev afviklet i norske Tønsberg. Juniorpigerne har denne sommer vist, at de virkelig kan gå til den. Denne gang gik det ud over det øvrige felt ved JEM i Europajollen, hvor Sarah Bregendahl vandt JEM-guld med Maiken Schütt på andenpladsen. "Jeg tror ikke helt, at jeg har forstået det selv endnu," fortæller Sarah netop hjemvendt fra en skoledag i gymnasiet, hvor hun er startet i 2. g. Nøglen til Sarahs sejr skyldtes i følge hende selv en meget stabil serie: "Min fratrækker er en 7. plads, så det må man vel sige er stabilt, men jeg var en smule nervøs sidste dag. Jeg førte med 5 point til nr. 2 og der var planlagt to sejladser. Heldigvis sejler jeg godt i den første, og havde allerede vundet på det tidspunkt." Anden sejlads blev senere aflyst pga. manglende vind. Et kig ned ad resultatlisten viser, at det ikke bare er Sarah og Maiken, der kan. Med Anna Livbjerg på 10. pladsen, Amanda Kallenbach som nr. 12, Pernille B. Thomsen (16.) og Mille B. Jensen (nr. 20) var der ikke færre end seks danske piger i Top-20! Svensk sejr hos drengene I drengenes 94 både store felt blev Mikkel Bonde bedste dansker med en 4. plads. Han måtte kæmpe med ikke færre end tre svenskere i Top-5. Ikke overraskende var det også en svensker, Victor Bergström, der vandt. Stian Tuv fra Norge blev nr. to, mens de svenske drenge var tæt på at tangere de danske piger, da Filip Bolmgren blev nr. 3. Piger 1. Sarah Bregendahl (DEN), 25 p. 2. Maiken Schütt (DEN), 40 p. 3. Sarah Leinert (GER), 41 p. 4. Rebecka Harding (SWE), 47 p. 5. Lien De Bie (BEL), 47 p. 10. Anna Livbjerg, 71 p. 12. Amanda Kallenbach, 76 p. 16. Pernille B. Thomsen, 90 p. 20. Mille B. Jensen, 113 p. 21. Josephine Nissen, 114 p. 31. Kristina Dannefer, 131 p. 45. Anne Dall, 180 p. B-feltet 6. Josefine B. Rasmussen, 98 p. Drenge 1. Victor Bergström (SWE), 29 p. 2. Stian Tuv (NOR), 46 p. 3. Filip Bolmgren (SWE), 48 p. 4. Mikkel Bonde (DEN), 49 p. 5. Marcus Dackhammar (SWE), 52 p. 8. Rune Larsen, 72 p. 13. Mads Bendix, 94 p. 21. Stig Billund, 124 p. 22. Thorbjørn Schierup, 126 p. 27. Thomas Tang Axelsen, 135 p. 29. Christian Rindom, 141 p. 35. Rasmus Graversen, 162 p. 47. Jacob Nicolajsen, 217 p. B-feltet 5. Peter Keller, 134 p. |



