Så faldt der dom i Præstø-sagen
Efter næsten to år er der faldet dom i Præstø-sagen, hvor en
lærer omkom efter ulykken med en dragebåd. Skolen er blevet idømt
25 dagbøder à 10.000 kr. Skolelederen er idømt 60 dage
betinget fængsel og mister retten til undervisning på vandet i tre
år.
Revideret regelset fra Søfartsstyrelsen
Siden ulykken er der lavet et stort stykke arbejde fra
Søfartsstyrelsens side, så man fremtidig forhåbentlig undgår
tilsvarende ulykker. Det regelværk, der nu er revideret, retter sig
mod kommercielle aktiviteter til søs. Langt det meste af det der
foregår i danske sejlklubber er ikke kommercielt, hvorfor
regelværket ikke gælder for sejlklubber. Alligevel er
Søfartsstyrelsens vejledninger et godt instrument, hvis klubben er
usikker på, hvordan man udarbejder sikkerhedsinstruks/-planer
omkring sin klubaktiviteter. Se sikkersejlads.dk.
Sejlklubbers aktiviteter ikke kommercielle
Dansk Sejlunion skal understrege at det ikke er betalingen der
afgøre om sejlads er kommerciel. Klubbernes aktiviteter er, uagtet
der betales kontingent/gebyr for en aktivitet, ikke
kommercielle.
Salg af arrangementer er kommerciel
Som et eksempel på en kommerciel aktivitet i en sejlklub kan
nævnes, salg af teambuilding arrangementer til firmaer eller
persongrupper. Har klubben sådan en aktivitet skal klubben følge de
nye regler, som ligeledes kan læses på sikkersejlads.dk.
Arkivfoto: Niels Østergård.
Kommentar(er)