Afgiftforhøjelse: Vi sælger nok båden
En stigning på 34 % af afgiften på kaskoforsikringer for
lystfartøjer er hvad regeringen lige nu ønsker. Udsigten til
afgiftforhøjelse har fået sejlerne til at overveje
alternativerne.
For familien Lammert fra Fredensborg vil afgiftforhøjelsen betyde
en ekstra udgift på 1360 kr. om året. En stigning der for
pensionisterne er omfattende.
"Vi har en Avance 36, som vi i nogen tid har overvejet om vi
fortsat har råd til, men ønsker ikke at sælge den. Med udsigten til
ekstra udgifter i en sådan grad, er vi kommet meget tættere på et
salg," forklarer Ole Lammert.
Skal vi droppe kaskoforsikringen
At droppe kaskoforsikringen på båden er også med i overvejelserne
fra familien Lammert. Samme overvejelser går Svend Erik Nielsen
med.
"Vi har en Bavaria 36 fra 2005 som lige nu er prissat til 750.000
kr. Vi har den forsikret i udlandet, men betaler alligevel afgiften
til staten. Med en stigning vil vi helt sikkert overveje om det er
værd at kaskoforsikre båden - vi har sejlet skadesfrit i 25 år! Jeg
kunne forestille mig, at vi ikke er de eneste der går med de
tanker," siger den pensioneret sejler fra Jyllinge.
En 34 % afgiftforhøjelse vil koste Svend Erik Nielsen 2550 kr. om
året, der er rystet over regeringens plan.
"Hvis de forhøjer afgiften nu, så er det bare for at lukke et hul
i statskassen. Når man hæver den med næsten en halv procent er det
helt urimeligt. I sidste ende tvinger de nok folk til at afhænde
deres båd," slutter Svend Erik Nielsen.
Arkivfoto: Ole Wedel.
Kommentar(er)